Tour de France-vinder anno 2012, Sir Bradley Wiggins, er tæt på at sige farvel til en flot karriere på landevejen.

I et interview til britiske BBC fortæller Team Sky-rytteren, der blev vraget til dette års Tour, at han fremover vil fokusere på banecykling. Målet er olympisk guld i Brasilien 2016.

- Jeg er færdig med landevejen nu. Den er ganske brutal. Banen føles mere som en familie og folkene får et tættere bånd. Jeg har ligesom prøvet landevejen nu, siger 34-årige Sir Bradley Wiggins, der ved udgangen af 2012 blev slået til ridder af Dronning Elisabeth d. 2.

Bradley Wiggins med kælenavnet 'Wiggo' indledte sin karriere på banen, hvor han høstede massive triumfer. Deriblandt seks VM-guld. Siden skiftede han til landevejen, hvor succesen kulminerede med Tour-sejren for to år siden.

Trods Team Sky-rytterens store landevejstriumfer har tiden på landevejen dog ikke været uden problemer. Den manglende udtagelse til årets Tour var seneste eksempel på en splid, der har ulmet mellem Wiggins og holdkammeraten Chris Froome. Nu kan det snart være slut for Wiggins på det engelske storhold.

- Jeg har haft min tid her og haft succes med det. Tingene går videre, det er en naturlig udvikling, siger han til BBC.

Han udelukker dog ikke at fortsætte på holdet og vil som udgangspunkt ikke droppe landevejscyklingen helt. Men det bliver med fokus rettet mod banecyklingen, og man skal ikke forvente flere Wiggins-deltagelser i de store etapeløb.

- Det er formentlig slut med Grand Tours. Jeg kan ikke forestille mig at køre dem længere, siger han og sår selv tvivl om, hvorvidt Sky-teamet vil acceptere hans nye prioritering.

- Team Sky er blevet så stærke nu, og alt handler om at vinde Grand Tours. Spørgsmålet er, om de har plads til en tidligere Tour-vinder, der vil bruge landevejen som forberedelse til banen, siger Bradley Wiggins, der i øjeblikket er i samtaler med Sky-ledelsen om fremtiden.

Bradley Wiggins var torsdag i aktion på banen, hvor han vandt sølv i mændenes 4000 meter forfølgelsesløb ved Commonwealth Games i skotske Glasgow.