Alex Rasmussens danske sportsdirektør harcelerer over manglende sikkerhed under sidste træningsforberedelser til Giro-prolog

Det kunne være gået meget værre.

Sådan lød de gode nyheder, da Garmins amerikanske rytter Peter Stetina fredag formiddag blev påkørt af en bilist i Herning centrum, mens han sammen med blandt andre danske Alex Rasmussen var ude at prøvekøre den rute, der åbner Giro-ballet lørdag.

- Heldigvis skete der ikke noget med Peter, selv om han stadig er i chok. Men for holdet som sådan har det spoleret de forberedelser, vi skulle have haft inden prologen, siger Garmins danske sportsdirektør Johnny Weltz til sporten.dk.

Set med danske briller var det ekstra uheldigt, da Garmins danske rytter Alex Rasmussen under træningen fredag havde første og eneste reelle chance for at køre de 8,7 km igennem under politieskorte og med fuld hammer.

- Det er jo en teknisk anlagt rute flere steder og derfor er det vigtigt for en rytter som Alex at kende den til bunds. Derfor havde vi også allieret os med motorcykel-eskorte, netop for at være sikker på, at der ikke kommer biler ind på ruten og så sker det alligevel, konstaterer en ærgerlig Johnny Weltz, som måtte sende sit hold retur til basen i Horsens efter episoden i Herning midtby.

Alex Rasmussen er forlods udpeget som en af outsiderne til at vinde prologen i Giro d'Italia og sende den første dansker nogensinde i løbets lyserøde førertrøje, men optakten har unægteligt ikke været den bedste for den 27-årige fynbo, som forleden styrtede under træning og måtte syes med flere sting i hagen.

Nu kan Alex Rasmussen så føje endnu et uheld til samlingen.