Nu skal sløret løftes for andre sportsgrene end cykling, lyder det fra Wada-chef inden retssag i Spanien.

Nu skal det frem i lyset, hvilke fodboldspillere og tennisspillere, der dopede sig op til 2006. Det er budskabet fra den internationale anti-doping-organisation Wada, inden blandt andre den spanske dopinglæge Eufemiano Fuentes skal vidne i en retssag i Madrid.

Dopinglægen har selv tidligere fortalt, at omkring 30 procent af hans minimum 220 atleter, der modtog bloddoping, var cykelryttere. I 2008 fortalte præsident for Den Internationale Cykel Union (UCI), Pat McQuaid, at han på et møde med den tidligere spanske sportsminister og spansk politi var blevet oplyst, at Eufemiano Fuentes også havde sportsudøvere fra atletik, svømning, fodbold og tennis i sit kundekartotek. Men hidtil er det kun cykelryttere, der er blevet afsløret.

Wadas generaldirektør David Howman lægger over for den engelske avis The Guardian pres på, for at beviserne nu skal lægges frem.

- Det her er ikke bare endnu en sag inden for cykling, men for en bred skare af sportsgren. Hele formålet med denne sag - og grunden til, at vi har været så resolutte i forhold til at forfølge dette frem til en retssag, er for at finde ud af, hvem disse atleter er, siger David Howman og appellerer til, at cykelsporten har fået en uretfærdig skildring, fordi andre sportsgrene er gået fri.

Kun få stemmer har tidligere løftet sløret for, at doping også findes i fodbold. Arsenal-træner Arsène Wenger har tidliger udtalt undren over blodværdier hos spillere, der kom til fra andre klubber, mens den tidligere Parma. og Lazio-spiller Mathias Almeyda har i sin biografi fortalt om 'vitamin-indsprøjtninger', der gjorde, at han kunne hoppe til loftet.

Den spanske anklager har over for tyske ARD fortalt, at han er modtaget alt bevismateriale i sagen fra spansk politi. Men det fremgår også, at der kun er navne på de atleter, der tydeligt er til at identificere i forhold til de kodenavne, som Eufemiano Fuentes har tildelt dem i sine kartoteker og på de blodposer, der blev beslaglagt i Operacion Puerto i 2006.

Bjarne Riis' holdkaptajn hos Team Saxo-Tinkoff, Alberto Contador, er blandt de første vidner i sagen. Spanierens navn har tidligere været nævnt i forbindelse med sagen. Ryttere som Tyler Hamilton, Jörg Jaksche, Ivan Basso og Alejandro Valverde er blandt de omkring 50 cykelryttere, der menes og have forgyldt Fuentes og hans familie med betalinger for ulovlige dopingpræparater.

Fuentes har tidligere selv udtalt, at han og hans familie har modtaget tre alvorlige trusler, hvis han afslørede dopere fra andre sportsgrene.