Der er tradition for i hvert fald en vanvidsetape i Vuelta a España, og heller ikke i år skuffer arrangørerne på den front.

11. etape er da også blevet kaldt den måske hårdeste nogensinde i en Grand Tour (sæsonens tre store etapeløb, red.).

Den 138 km lange etape kommer til at udspille sig i Andorra, hvor hele fem tinder i mellem 1.800 og 2.000 meters højde skal forceres.

Der er 5.200 højdemeter sådan rundt regnet. Og det er højdemeter pakket med stigningsprocenter over 10 og mange steder op imod 18-20 procent.
Løbsarrangørerne har fået input til at designe dræberturen gennem Andorras skattely fra Joaquim Rodriguez, der selv er bosiddende i fyrstendømmet.