Simon Gerrans havde håbet på at kunne forsvare både sit australske mesterskab og sin sejr i etapeløbet Tour Down Under. Nu må VM-sølvvinderen fra Ponferrada i stedet se til fra vejkanten, når feltet ruller forbi. Gerrans landede uheldigt, da han styrtede under træningen på sin mountainbike, og det endte desværre med et brækket kraveben.

Det betyder en operation for den tidligere vinder af Danmark Rundt, som nu i stedet for må se frem til forårsklassikerne som næste fikspunkt i kalenderen. Han havde ellers sat næsen op efter at forsvare sine hjemlige titler.

»Det er desværre ligegyldigt, hvor hurtigt jeg kommer mig. Jeg tror ikke på, at jeg vil være i form til at køre på højt niveau i januar. Derfor er det bedre at tage det roligt, være sikker på at bruddet heler og få lavet en ordentlig genoptræning, så skaden ikke bliver ved med at genere mig,« siger den 34-årige Orica-GreenEdge rytter til cyclingnews.com.

»Jeg er meget ærgerlig over, at jeg ikke kan stille op til hverken de nationale mesterskaber eller Tour Down Under og forsvare mine titler. Det er løb, som jeg virkelig nyder, og jeg ved, hvor meget de betyder for holdet. Hvis jeg skal se på den lyse side, så bliver jeg tvunget til en pause nu og vil være meget friskere til at opnå andre mål senere på sæsonen.«

Gerrans, den var den tredje højest rangerede rytter i 2014, havde været ude at træne på sin racer i nærheden af sin hjemby, Mansfield, inden han skiftede til sin mountainbike.

»Omkring halvvejs på min mountainbike-tur sad jeg fast, styrtede og landede ret hårdt på min venstre side. Jeg vidste med det samme, at jeg havde brækket mit kraveben. Derfra var jeg nødt til at gå et stykke, indtil jeg blev samlet op af en firehjulstrækker, som kørte mig direkte på Mansfield Hospital for at få sårene renset og få taget røntgenbilleder.«

Simon Gerrans har to gange vundet det australske mesterskab i linjeløb i 2012 og sidste år, mens han tre gange har stået øverst på podiet i kontinentets store etapeløb Tour Down Under, i 2006, 2012 og 2014. I 2011 vandt han PostDanmark Rundt, og i år blev han nummer to ved VM i Spanien.