Amalie Dideriksen er kåret som Årets Cykelrytter. I oktober vandt den 20-årige rytter VM-guld i landevejscykling. Det er anden gang, hun får prisen.

Den unge amagerkaner skrev sig tidligere i år ind i historien som Danmarks første kvindelige verdensmester på landevej, da hun midt i oktober skød frem og vandt spurten i Qatar.

Alligevel var hun overrasket over kåringen:


»Feltet var virkeligt stærkt, og der er leveret så mange gode resultater. Jeg havde slet ikke regnet med den her pris. Jeg er stolt over at kunne tage prisen igen. Alle de resultater der er leveret af de nominerede ryttere i år, er resultater vi alle sammen drømmer om at lave. Derfor er jeg meget stolt over prisen Årets Cykelrytter 2016,« sagde Amalie Dideriksen ved kåringen, som fandt sted i Ballerup Super Arena i forbindelse med det traditionsrige Nytårsstævne. 

Det er licensryttere og ledere i Danmarks Cykle Union, der stemmer på og vælger Årets Cykelrytter, så det er hendes kollegaer, der har kåret Amalie Dideriksen, selvom mange på forhånd måske havde OL-sølvvinder Jakob Fuglsang som favorit til prisen.

Jakob Egholm, der vandt junior-VM på landevej i Qatar, blev ved samme lejlighed kåret til Årets Talent 2016.

Amalie Dideriksen genfortalte for nylig, hvordan hun oplevede VM-sejren. Det skete i forbindelse med hendes nominering til BT Guld 2016.

»Min VM-guldmedalje i Qatar og ikke mindst finalen kommer jeg aldrig til at glemme. Det var virkelig en fed oplevelse! I opløbet låste jeg mig fast på hollænderen Kirsten Wilds hjul. Jeg vidste, at det var lige hér, jeg skulle sidde. Det var hende, som jeg skulle slå.«

»Egentlig kæmpede jeg med en finsk rytter om pladsen bag Wild kort tid forinden – på den ene side havde jeg barrieren, på den anden side finnen. Heldigvis fik jeg tilkæmpet mig pladsen bag Kirsten Wild før de to sidste sving, og så var det, at vejen lige pludselig åbnede sig for mig i spurten. Så var det bare med at komme ud i vinden og give den gas,« fortalte Amalie Dideriksen.

Amalie Dideriksen, der til dagligt kører for det hollandske hold Boels-Dolmans, blev også kåret til Årets Cykelrytter tilbage i 2013.