KØB PLUS!

Vildt tilbud til Christina Watches: Vuelta-vinder vil ind på holdet

For få måneder siden blev Chris Horner hyldet som vinder af Vuelta a España. Nu har hans agent henvendt sig til Christina Watches for at høre, om det danske hold ville være interesseret i at hente den amerikanske veteran.

Det bekræfter holdets administrerende direktør Claus Hembo:

- Det er en dialog, der har stået på et par dage, og jeg har givet udtryk for, at vi er helt vildt interesserede.

- Først og fremmest er vi selvfølgelig beærede. Det vidner om, at vi internationalt har et vist image, siger Claus Hembo stolt.

I en alder af knap 42 år oplevede Chris Horner karrierens største triumf, da han vandt Vueltaen. Men alligevel har han ikke kunnet få en ny kontrakt for den kommende sæson.

Til trods for sin sejr og en lang karriere uden dopingdomme, bliver amerikaneren enten regnet som for gammel eller som en rytter, hvis præstation i Spanien var for god til at være ren.

Horner har tidligere udtalt sig som en stærk forsvarer af Lance Armstrong, og han er blevet mistænkt for at være en af de andre belastede ryttere, hvis navn blev mørkelagt i USADAs store rapport, der endegyldigt fældede Armstrong, men det har han selv afvist - ligesom han i et interview i november måneds ProCycling afviste alle beskyldninger om urent trav.

På sin Twitter-profil har Horner undrende beklaget sig over manglen på lukrative kontrakttilbud, men han er fast besluttet på at fortsætte karrieren. Og det kan komme det danske cykelhold til gode, selvom man også i 2014 kører på continental-niveau.

Den danske cykelboss ved, at det bliver svært at sikre sig den amerikanske Vuelta-vinder, og at han hellere vil køre på et større hold, hvis muligheden opstår. Men Hembo løber stærkt i disse dage for at finde midlerne til at hente Horner.

Problemet er, at tilbuddet er kommet så sent, at der ikke er mange penge tilbage i kassen, og derfor må Hembo hurtigt finde en ny sponsor for at få råd til amerikanerens løn.

- Deadline er jo, at han kan skrive en anden kontrakt om ti minutter. Så jeg betragter det mere som et spørgsmål om at komme først til mølle. Vi er ikke de eneste, der er interesserede i at kunne købe ham. Det kunne også være, at der er en, der ringer til mig om fem minutter og siger, at det vil vi gerne være med til. Jeg er i fuld gang med at prøve i det netværk, som jeg har, for at finde ud af, om der er nogen, som kunne være interesserede i være med.

- Det, vi aktuelt mangler, for at få ham med, det er en sponsor til en cirka halvanden millioner. Det er ikke et udtryk for, hvad han skal have i løn, det er det, vi mangler. Og de penge kunne jeg rigtigt godt tænke mig. Prøv at forestille dig, at vi stiller op til Post Danmark Rundt med en Vuelta-vinder som kaptajn, siger Claus Hembo begejstret.

- Chris Horner er et gigantisk navn, det svarer stort set til, hvis Ronaldo skulle spille for Esbjerg. Det er en våd drøm, må jeg ærligt erkende. Det kan næste ikke blive bedre - så skulle det da være Froome, griner Claus Hembo.

Læs også: