Den australske cykelrytter Simon Gerrans har kørt ti etaper af Vuelta a España med et brud på hoften. Så kan jeg bedre forstå, hvorfor jeg har haft så ondt, skriver han på twitter.

Cykelryttere er lavet af et specielt stof. Det beviser Simon Gerrans fra GreenEdge endnu engang. For ti dage siden styrtede han på tredje etape af Vuelta a España, men selvom han da var mærket af styrtet, kørte han videre. Nu viser det sig, at han har kørt rundt med et brud på hoften siden sit styrt.

- Jeg har haft en del smerte siden mit styrt på tredje etape, men jeg håbede på, at det ikke var noget alvorligt, så jeg kunne blive i Vueltaen og forberede mig til VM. Men smerten blev bare værre og værre, og i dag besluttede vi os så for at scanne min hofte - og her opdagede vi så, at der var et brud, siger Simon Gerrans til greenedgecycling.com og fortæller, at han på de sidste par etaper godt har kunnet mærke, at alt ikke var, som det skulle være:

- Jeg har de sidste par dage haft en fornemmelse af, at der var noget galt.

Simon Gerrans har indtil videre haft en fantastisk sæson og vandt blandt andet fjerde etape i årets Tour de France, ligesom han bar den gule trøje på fjerde og femte etape. På sjette etape tabte han bevidst et par sekunder, så holdkammeraten Darryl Impey som den første afrikaner nogensinde kunne iklæde sig verdens mest eftertragtede cykeltrøje.

Med bruddet på hoften må Simon Gerrans acceptere, at han ikke kommer til at stå øverst på sejrsskamlen igen i denne sæson:

- Min sæson er slut. En skade som den her kræver tid til at heale. Jeg havde virkelig satset på at slutte året af med nogle resultater, men den den her skade, er jeg nødt til at lægge cykelskoene på hylden for 2013, siger han.