Cykelryttere bliver udsat for lidt af hvert. Men Laurens Ten Dams uheld på en træningstur hører alligevel til blandt de mere usædvanlige.

Ten Dam er i gang med forberedelserne til Vuelta á España, der begynder senere på måneden. Onsdag blev hans drømme om et topresultat dog ødelagt af en løbsk bilist. Laurens Ten Dam blev påkørt bagfra - og ifølge hollænderen gik bilisten direkte efter at køre ham ned.

»Han kom kørende med 80 kilometer i timen og kørte direkte ind i mig. Det lignede et bevidst angreb,« siger Team Lotto NL-rytteren, der brækkede en ryghvirvel i sammenstødet.

Uheldet bliver ikke mindre pudsigt af Laurens Ten Dams beskrivelse af gerningsmanden.

»Manden, der kørte mig ned, var 84 år gammel - og havde et træben. Det er ikke en joke,« siger han til dagbladet De Limburger.

Det er ikke første gang, at Laurens Ten Dam kommer galt af sted. Under årets Tour de France styrtede han også og rev en skulder af led. Her kom han dog op på cyklen igen og fuldførte.

Det er nok tvivlsomt, om han er lige så hurtigt tilbage på cyklen denne gang.