Det har endnu ikke været muligt at følge det danske etapeløb Post Danmark Rundt live i tv. Det skal der laves om på til næste år.

Søndag eftermiddag finder Post Danmark Rundt sin afgørelse, når rytterne triller ind på Frederiksberg Allé efter at have krydset Sjælland fra Kalundborg. Men allerede inden årets løb er forbi, er arrangørerne begyndt at tænkte på næste år, hvor der efter planen skal sendes live tv fra ruten af de sidste 50 km.

Det fortæller løbsdirektør Jesper Worre til BT.

- Vi arbejder stenhårdt for at få live-TV i 2015, og er tæt på at have afdækket økonomien. Vi er i tæt dialog med et fransk produktionsselskab, der kan komme til Post Danmark Rundt med helikoptere og motorcykler og lave produktionen, siger han.

Jesper Worre forklarer videre, at han er i dialog med både Danmarks Radio om en forlængelse af samarbejdsaftalen, men at der også er en kontakt til Eurosport om et muligt samarbejde med dem. Han håber at have en aftale på plads inden jul.

Rytterne forventes i dag at komme i mål på Frederiksberg Allé omkring kl. 15.30. Og hvis alt går som forventet, så løber Tinkoff-Saxos italiener Manuele Boaro med den samlede sejr, samtidig med at Christopher Juul Jensen (Tinkoff-Saxo) tager tredjepladsen.