Jakob Fuglsang har en god idé om, hvad han blandt andet skal ernære sig ved, når han indstiller karrieren som professionel cykelrytter.

Det fortæller han i et interview med magasinet Bike Season, skriver Ekstra Bladet.

Jakob Fuglsang nyder en stor passion for boligmarkedet, og det indgår i Astana-rytterens fremtidsplaner.

»Udlejning af mine lejligheder sikrer mig den frihed. Jeg vil ikke kunne leve et liv i sus og dus, men jeg vil kunne leve et godt liv af den indtægt,« siger Jakob Fuglsang, der har investeret i tre lejligheder, hvoraf to af dem stadig er ved at blive bygget, til magasinet.

Jakob Fuglsang har en idé om, hvad han blandt andet skal ernære sig ved i fremtiden.
Jakob Fuglsang har en idé om, hvad han blandt andet skal ernære sig ved i fremtiden. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Jakob Fuglsang, hvis største karriereresultat kom i sommer, da han vandt OL-sølv efter belgieren Greg van Avermaet, får en god hyre på Astana. Angiveligt tjener han seks millioner kroner om året, men når man i en tidlig alder blev professionel cykelrytter, har der ikke været tid til at tage andre uddannelser end gymnasiet i Jakob Fuglsangs tilfælde. Det kræver handling.

»Som cykelrytter uden anden uddannelse end gymnasiet må jeg skabe min egen fremtid,« siger Jakob Fuglsang.

Danskeren bor i Monaco til daglig, men er gift med sin kone Loulou fra Luxembourg. Det er netop i Luxembourg, at han planlægger at kaste sig ud i ejendomsmarkedet. Ifølge Fuglsang har finanskrisen ikke taget så hårdt på boligmarkedet i landet, og derfor forventer danskeren, at loftet endnu ikke er nået for priserne for at udleje en lejlighed.

Fuglsang har kørt for Astana siden 2013.