Hvis Team Katusha ikke bliver tilkendt en World Tour-licens, er holdets stjerne, Joaquim Rodriguez, klar til at forlade holdet i jagten på at vinde Tour de France.

Joaquim Rodriguez er fast besluttet på at 'kæmpe for at vinde' i Tour de France i 2013 - også selvom det måske betyder, at han må forlade Team Katusha.

Det russiske hold er blevet nægtet en World Tour-licens af UCI i 2013 og har nu anket sagen til den internationale sportsdomstol, CAS.

Og hvis domstolen afslår holdets appel, er Rodriguez villig til at forlade holdet og underskrive med et andet World Tour-hold. Det har han og hans agent udtalt til avisen El Periodico de Catalunya.

- Jeg ønsker at køre Touren og kæmpe for at vinde, sagde Joaquim Rodriguez, der blev nummer tre i Vuelta a España i 2012. Et løb, Team Saxo-Tinkoffs Alberto Contador vandt.

- Jeg ved, det er en meget vanskelig udfordring. Men næste år har Touren en meget kuperet rute, der passer mig ekstraordinær godt. Det er mit ønske at køre den, sagde han, men indrømmede, at det vil være en svær beslutning at forlade Katusha.

Hans agent, den tidligere rytter Angel Edo, siger det mere ligeud.

- Touren næste år er perfekt for ham. Han er 33 og kan ikke forpasse en chance som denne.

Han påper også, at Rodriguez på forhånd er nødt til at vide, om han skal køre Giro d'Italia eller Tour de France.

- Du kan ikke ofre sæsonen indtil du får en invitation, som uddeles i foråret. For forberedelserne til Giro'en er helt anderledes, end hvis du dropper det italienske løb og fokuserer på Touren, siger Angel Edo.