KØB PLUS!

Vil afsløre alle Fuentes' klienter

Direktøren for det spanske antidopingagentur lover, at alle Eufemiano Fuentes' klienter vil blive afsløret.

Det internationale pres på Spanien stiger, efter retssagen mod dopinglægen Eufemiano Fuentes er gået i gang. De spanske myndigheder har indtil videre afvist at offentliggøre navnene på de efter sigende talrige klienter, der har benyttet sig af dopinglægens genveje til sportslig storhed.

Klienter, der tæller topatleter fra både fodbold, basketball, tennis, atletik og selvfølgelig cykling. Den spanske domstol har dog indtil videre nægtet at udlevere beviser, der kan skade andre sportsfolk.

Men det lover Spaniens antidoping-direktør altså at rette op på.

- Det slutter ikke med retssagen – der vil vores arbejde begynde. Jeg er klar over den tvivl, der internationalt eksisterer angående Spaniens kamp imod doping. Jeg bruger 80 procent af min tid på at prøve at ændre på det image - ikke kun med ord, men med handling, udtaler Ana Munoz ifølge velonation.com til Associated Press.

WADA, det internationale antidopingagentur, har lagt pres på Spaniens retslige myndigheder for at få alle beviser udleveret. Der blev blandt andet fundet 200 poser blod, da sagen blev afsløret.

WADA-præsident John Fahey understreger, at tavshedens fra de spanske myndigheder efterlader en 'monumental skygge af tvivl' over hundredevis af spanske atleter. Et udsagn der møder opbakning fra formanden for den spanske olympiske komité.

- Vi håber, sammen med resten af sportsverdenen, at den konklusion, der kommer ud af retssagen, vil hjælpe med til at rense ud og undersøge indikationerne for fortidens dopingmisbrug, siger Alejandro Blanco.

Læs også: