Vanvid: Udgår efter cykeltyveri

Team Garmin-Sharp må trække sig før den afgørende etape i Tour Méditerranéen, efter alle holdets cykler i nat blev stjålet fra mekanikervognen

Mekanikerne på cykelholdet Team Garmin-Sharp fik sig noget af et chok, da de åbnede cykelvognen her til morgen. I stedet for synet af 16 flunkende nye Cervélo-racercykler hængende på rad og række, mødte der dem ikke andet end tomhed.

I løbet af natten havde ukendte gerningsmænd stjålet samtlige holdets racercykler. Ikke bare de otte cykler til rytterne, men også de otte reservecykler. Derfor har holdet måttet trække sig fra etapeløbet før den afgørende etape, der i eftermiddag slutter på Mont Faron ved Toulon.

- Cyklerne er stjålet. 16 splinternye Cervélo R5 med di2 (Elektronisk gearskifte, red.). Komplet med løbsnumre og det hele, skrev Dan Martin på Twitter.

Selv samme rytter var favorit før dagens etape. Han vågnede dog med en let forkølelse på hotellet i Aix-en-Provence, og var derfor i tvivl om, hvor vidt han kunne gennemføre dagens etape. En beslutning tyvene tog for ham i stedet.

- De andre hold har tilbudt os at låne cykler, men det er ikke det samme, som at køre på sine egne, så vi stiller ikke til start, twitter Michael Kreder fra holdet.

- Hvis der er nogle i Sydfrankrig eller Spanien, der bliver tilbudt en liret holdcykel, så kontakt det lokale politi rapido (Hurtigt, red.), lyder det fra Matt Rabin, fysioterapeut og soigneur på Garmin-Sharp.

Meget tyder på, at tyveriet har været særdeles velplanlagt. Normalt bakker cykelholdet vognens bagende tæt på en mur eller en anden lastbil, så lugen ikke uden videre kan brydes op. Men tyvene har i nattens løb åbenbart flyttet lastbilen - og bakket den på plads igen. Samtidig har de ødelagt to sikkerhedskameraer, der filmede det område hvor bilerne var parkeret.

Cykeltyverier og hold, der må trække sig fra løb, er ikke et nyt fænomen.

Tidligere har Team Type 1 - i dag Team Novo Nordisk - prøvet noget lignende. I 2011 var de nødsaget til at trække sig fra cykelløbet Settimana Coppi e Bartali efter at have fået stjålet alle sine Colnago-cykler.

Læs også: