Tyske Jan Ullrich afviser at indrømme sit doping-misbrug i slipstrømmen på Lance Armstrong.

Fem gange er tyske Jan Ullrich blevet toer i Tour de France, og tre af gangene har han stået på podiet i Paris og kigget op på Lance Armstrong. Amerikaneren gik i sidste uge ud og indrømmede sine langvarige doping-snyderi i et interview med Oprah Winfrey, men denne gang kommer man ikke til at se Ullrich i slipstrømmen fra den stadig magre Armstrong.

- Jeg lever her og nu - og jeg gør det meget lykkeligt. Jeg kommer helt sikkert ikke til at gå Armstrongs vej og tale ud foran et million-publikum, heller ikke selvom nogen igen vil kræve og måske endda også forvente det, fastslår den tidligere toprytter over for det tyske magasin Focus.

39-årige Jan Ullrich, som vandt sin eneste Tour-sejr tilbage i 1997, året efter han havde været stærk hjælper for Bjarne Riis, blev sidste år udelukket i to år på grund af beviserne mod ham fra Operacion Puerto, doping-affæren omkring den spanske læge Eufemiano Fuentes. Men på tidspunkt havde den store tysker med den sarte psyke for længst stoppet karrieren.