Cykelrytteren Martin Toft Madsen er klar til at tage kampen op med verdens bedste tempokonger ved VM i Qatar.

Doha. Deltidsprofessionelle Martin Toft Madsen (Team Almeborg-Bornholm) er oppe imod verdensstjerner som Tony Martin, Rohan Dennis og Tom Dumoulin ved onsdagens VM i enkeltstart.

Det afholder ham imidlertid ikke fra at drømme om en god placering.

- Jeg glæder mig til at køre og gør det så godt, som jeg kan. Så må vi se, hvad der sker.

- Succeskriteriet er top-20, men det kan også godt være, jeg kan gøre det bedre, når vi nærmer os, og jeg kan se, hvordan benene har det, og hvordan vejret ser ud, lyder det fra Toft Madsen.

Martin Toft Madsen overraskede alt og alle, da han tidligere på året blev danmarksmester i enkeltstart foran en række professionelle danske ryttere.

Siden fulgte han den gode præstation op med en tredjeplads på enkeltstarten i PostNord Danmark Rundt.

Til trods for at den 31-årige tempospecialist onsdag står over for verdensstjerner, griber han VM-løbet an, som han plejer.

- Der er selvfølgelig noget varme hernede, så vi har lavet noget specifik varmetræning. Men ellers er det som en normal enkeltstart. Jeg kører for mig selv, som jeg plejer.

Foruden Martin Toft Madsen stiller Søren Kragh Andersen til start på enkeltstarten. Landstræner Anders Lund tror på de to danske ryttere.

- Det er et ekstremt skarpt felt, så man skal ramme tingene. Men jeg er sikker på, at begge vores ryttere går i top-20, hvis de rammer dagen. Derfra skal de hver især finde diamanterne frem, siger han.

I alt 69 ryttere skal prøve kræfter med den 40 kilometer lange enkeltstart.

Søren Kragh Andersen triller ud på ruten klokken 12.49 dansk tid. Præcis en time senere er det Martin Toft Madsens tur.

/ritzau/