Ukendt 35-årig banerytter vil til OL med Danmark

35-årige Anders Holm drømmer om OL i Rio - selv om han kun har kørt banecykling i tre år.

For de fleste eliteidrætsudøvere er alderen 35 det tidspunkt, hvor man begynder at overveje, hvornår det er slut, hvis man ikke allerede har trukket stikket ud. For cykelrytteren Anders Holm er det tidspunktet, hvor han for alvor begynder at mærke, hvor langt han kan nå.

Karrieren nåede sin foreløbige kulmination, da han i sidste weekend blev dansk mester i 1000 meter på tid på bane foran OL-guldvinder Lasse Norman Hansen. Nu drømmer han om OL som en del af det stærke danske 4000 meter-hold.

- Jeg vil helt vildt gerne med til OL. Men man bliver nødt til at sige ’er det realistisk det her’. Og hvilke omkostninger har det. Jeg er villig til at gå langt i forhold til de ofre, det kræver, både økonomisk og i forhold til min erhvervskarriere. Men det er den ultimative drøm, det tror jeg, at det er for alle sportsfolk.

Anders Holms historie lyder som om, den er lavet af det samme stof, som den drøm mange motionister har: I en moden alder prøver man en ny sportsgren og finder ud af, at man har et talent så voldsomt stort, at man i løbet af ingen tid er Danmarks bedste - og i øvrigt også har tid til en erhvervskarriere og en kæreste ved siden af.

Sådan ser det måske ud ved første blik, når man finder ud af, at den 35-årige tempospecialist kun har kørt målrettet på cykel de sidste fire år, og nu er han en del af dansk banecyklings flagskib, 4000 meter-holdet, som skal køre metal hjem til Danmark i 2016 i Rio.

- Det er et tilfælde, at jeg er kommet ind her nu, fordi jeg prøvede at stille op til DM sidste år, og så kom landstræneren hen til mig og spurgte, om ikke jeg havde lyst til at komme med til nogle træninger, og så er det gået fremad siden da.

Men Anders Holm har en baggrund, som har forberedt både ben og lunger på cykelsportens høje krav.

- Jeg startede med hurtigløb på skøjter, da jeg var 20. Ellers har jeg spillet tennis hele mit liv med drømmen om at skulle være den nye Becker, men det lykkedes ikke. Ved et tilfælde kom jeg i gang med at løbe på skøjter, og det var en speciel sport, meget marginaliseret. Efter bare et år var jeg på landsholdet.

- Jeg har både kørt på rulleskøjter og på is, primært på rulleskøjter, hvor jeg kørte på et semi-prof hold i Schweiz i to år for 10 år siden, så der fik jeg udlevet drømmen, da jeg var 23-24. Det er stort at forsøge at udleve drømmen, jeg klarede det ok, men blev ikke en kæmpe stjerne, og så begyndte jeg at læse på handelshøjskolen som 26-årig.

Samtidig skiftede han rulleskøjterne ud med de skarpe klinger og kom på glatis.

- Da jeg gik i gang med studiet, begyndte jeg at løbe på isskøjter. Jeg anede en chance for at komme til OL i Vancouver i 2010, men jeg var slet ikke god nok, jeg var ikke i nærheden. Da knækkede filmen, og så skulle jeg måske prøve noget helt andet.

Det blev cykelsporten, og det var et heldigt valg. Efter at have kørt sig op i A-klassen på en sæson, forsøgte han sig på banen.

- Det så fedt ud, og det var en mulighed for også at køre om vinteren. Den første sæson stillede jeg op til DM, kørte en okay tid og var ret tæt på medaljer, og så kunne det jo godt være, at man skulle satse på det. Året efter satte jeg en endnu bedre tid, og så tog landstræneren fat i mig.

Nu er han den gamle mand blandt banelandsholdets unge knægte. Og når de står af cyklen, har han nogle andre forpligtelser på de lange træningslejre.

- Det er lidt spøjst. Jeg tænker ikke så meget over det, når vi kører. Men jeg kan da godt mærke, at jeg er lidt ældre. De er jo, som jeg var, da jeg var i starten af 20erne, lidt mere fri og ingen bekymringer. Jeg arbejder jo også, når vi er af sted, mens de andre kan spille lidt Play Station, når de har lyst og optimere restitutionen på den måde.

Til daglig er han projektleder hos Viasat, og her møder han velvilje til sin elitesatsning.

- Det har omkostninger, når man forsøger at lege prof som 35-årig. Jeg har en god og fleksibel aftale med min arbejdsgiver. Det fungerer ok, jeg er online hver dag, når vi er på træningslejr, og mens denne her World Cup-sæson er i gang, har jeg fået lov til at gå ned på 25 timer, men ellers er jeg fuldtidsansat.

Lige nu satser han helhjertet på stadig at blive bedre og køre sig til en plads på 4000 meter-holdet. Men efter sæsonen skal der gøres status for at beslutte om, det stadig giver mening.

- Jeg er jo ikke fast mand, jeg er reserven på holdet. Jeg har godt nok været i ilden til EM i år, men de andre er jo nogle af de bedste i verden, så det er ikke nogen, som man bare lige slår af. Det er en lang sej kamp, og indtil videre er jeg optimist, og om ikke andet bidrager jeg til, at holdet bliver stærkere, for de andre skal stramme sig an for at holde deres plads. Så på den måde er jeg med på rejsen, men om det er realistisk, at jeg kører i Rio, må tiden vise.

- Foreløbigt vil jeg køre denne her sæson færdig og så få en snak med Lars Bonde og banelandstræneren Casper Jørgensen for at finde ud af, om det giver mening at gå all in. Jeg har brug for en forventningsafstemning, så jeg ikke ’spilder’ to år. Og det er i anførselstegn, for jeg får jo nogle fantastiske oplevelser undervejs, uagtet om jeg er med til OL eller ej.