Den internationale cykelunion kan godt se klemmen for Jakob Fuglsang, men mener ikke deres pointsystem kan være anderledes.

UCI afviser, at cykelunionens pointstruktur bør laves om, så ryttere - som Jakob Fuglsang - der søger et nyt hold til næste sæson, ikke risikerer at blive sat uden for World Tour-løb, der giver de livsvigtige point, der sikrer holdenes eksistens i toppen af cykelsporten.

Den danske landstræner Lars Bonde har rettet kritik mod netop UCIs pointsystem, fordi han mener, at som det er skruet sammen nu, giver det holdene manglende incitament til at tage ryttere, der vil skifte hold, med til løb som Tour de France, Vuelta a España, Giro d'Italia og andre store løb, selvom de har klassen til at være med.

UCIs talsmand, Enrico Carpani, svar lyder:

- UCI respekterer fuldt ud enhver persons holdning, men systemet, som det er nu, tror vi på, er det rigtige.

- Sådan er reglerne,og de er lavet i cykelsportens interesser som et resultat af mange diskussioner mellem mange personer, der er involveret i cykling. Så sådan er det, forsætter han.

Dog anderkender UCI, at rytterne kan komme i klemme, da de ikke kan score nok nok point, hvis deres arbejdsgiver ikke vil køre med dem i store løb, fordi de ikke vil give kommende konkurrenter point og vil have, at de ryttere, der bliver, henter pointene.

- Vi kan godt se, at hans værdi som rytter falder, når han ikke kører løb, for så er det ikke muligt at hente point. Men det er ikke muligt at tvinge sportsdirektører til at køre med alle deres ryttere, siger Enrico Carpani.