Tidligere Team CSC-sportsdirektør fortæller, at holdets amerikanske stjerne Tyler Hamilton på det nærmeste flyttede ind hos Riis.

Bjarne Riis var manden, som introducerede Tyler Hamilton til den spanske heksedoktor Eufemiano Fuentes.

Det hævder den amerikanske eks-cykelrytter i en biografi, som ventes at få fortidens skeletter til at rasle ildevarslende med nye afsløringer om dopingens veje og vildveje.

Hamiltons bog, som bærer den engelske titel "The Secret Race: Inside the Hidden World of the Tour de France: Doping, Cover-ups, and Winning at All Costs" laver også et pikant punktnedslag i den nu 41-årige eks-stjernes tid hos Team CSC og Bjarne Riis. Og manden, der har tilstået både at have brugt bloddoping og hele arsenalet af avancerede dopingpræparater i karrieren, fortæller ifølge cyclingnews, at det var ingen ringere end Bjarne Riis selv, som introducerede ham til den stærkt berygtede spanske heksedoktor Eufemiano Fuentes for ti år siden.
 
Johnny Weltz var sportsdirektør på Team CSC, da Tyler Hamilton i 2002 kom til holdet efter at have vist sig som en uhyre stærk og lovende superløjtnant for Lance Armstrong på US Postal.

Men Weltz, som i dag er sportsdirektør på det amerikanske mandskab Garmin-Sharp, har efter eget udsagn ikke fulgt Hamilton til konsulationer i Madrid, hvor Eufemiano Fuentes drev sin klinik med op imod et halvt hundrede topatleter i sin kundekreds.

- Jeg anede stort set ikke, hvad der foregik med Tyler Hamilton i de år, hvor han og jeg var sammen på Team CSC. Hamilton boede på det nærmeste hos Riis i begyndelsen af sin tid på holdet. De brugte Luigi Cecchini (italiensk turbo-læge, red.) som træner, så jeg ved ikke, hvornår Hamilton i givet fald skulle være blevet introduceret til Fuentes, siger Weltz til sporten.dk.

Privat havde Tyler Hamilton det meste af tiden base i den spanske by Girona, hvor også Johnny Weltz også i dag har residens. Men den danske sportsdirektør hævder, at relationen mellem ham og Hamilton ikke blev tættere, selv om de på det nærmeste var naboer. Og Weltz nægter ethvert kendskab til Hamiltons besøg hos Operacion Puertos dopingdoktoren Eufemiano Fuentes på den gynækologuddannede spaniers velbesøgte klinik i Madrid.
 
- Det der er ikke noget, jeg har været inde over. Jeg så godt nok Tylers rejseplan en gang imellem og jeg kunne undre mig over, at han skulle over Madrid for at tage til cykelløb. Når jeg spurgte Tyler om, hvorfor det var sådan, forklarede han, at det var fordi han skulle konsultere en allergiekspert, siger Weltz, der fra tid til anden hører om den faldne stjernes deroute.

- Jeg har ikke nogen personlig kontakt med Tyler mere, men han bor i Boulder og folk fortæller, at det er en trist historie med ham. Han har virkelig ramt bunden både økonomisk og mentalt, siger Weltz, som forlod Team CSC med udgangen af sæsonen 2003.

Tyler Hamilton er et af kronvidnerne i den sag, USADA har bygget op mod Lance Armstrong. I maj 2011 stod Hamilton frem i det journalistiske magasinprogram 60 Minutes og fortalte i detaljer, hvordan Armstrong og sportsdirektør Johan Bruyneel organiserede doping på US Postal
 
Tyler Hamiltons længe ventede biografi skulle oprindeligt have været udsendt på Lance Armstrongs fødselsdag 18. september, men er skubbet 13 dage frem.