Forfatteren bag Tyler Hamiltons dopingbog er sikker på, at Lance Armstrong har meget mere at indrømme.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Lance Armstrong indrømmede natten til fredag et massivt dopingmisbrug gennem hele sin karriere. Den 41-årige amerikaner fortalte til talkshowværten Oprah Winfrey om sit dopingmisbrug, og om alle løgnene, som fulgte i kølvandet.

Men det var en tynd omgang, mener forfatteren bag Tyler Hamiltons bog "Det hemmelige løb", Daniel Coyle. Han har fulgt og interviewet Lance Armstrong i mange år, og med Tyler Hamiltons bog har han fået et indblik i, hvad der skete på US Postal med Lance Armstrong i spidsen. Og det Coyle hørte Armstrong sige hos Oprah var kun toppen af isbjerget.

- Jeg tror ikke, at han fortæller hele sandheden, sagde Coyle på CNN umiddelbart efter Armstrongs interview.

Lance Armstrong indrømmede, at han havde taget EPO, bloddoping, hormoner, kortison. Hele pakken. Men hvem der stod bag dopingprogrammet ville Armstrong ikke fortælle, og han ville heller ikke fortælle om andre ryttere eller folk i kulissen.

- Det her er Lance Armstrongs delvise indrømmelse. Jeg tror, det er ligesom med flere andre, at det her er den første del af indrømmelsen, og så kommer der mere senere, sagde Daniel Coyle på CNN. 

Nattens interview var første del af Oprahs interview. Anden del bliver sendt natten til lørdag.