Australske Rohan Dennis havde en ganske fremragende lørdag. Han satte ny Tour de France-rekord, vandt første 1. etape af det franske etapeløb og kørte sig i den gule førertrøje.

14 minutter og 56 sekunder tog det Dennis at tilbagelægge de 13,8 kilometer, da Tour de France blev skudt i gang med en enkeltstart, hvor Dennis kørte med en gennemsnitsfart på 55,4 kilometer i timen. Det er det hurtigste nogensinde i Tour-sammenhæng på en enkeltstart eller prolog.

Ingen kunne hamle op med den tid, hvor danske Jakob Fuglsang fik en dårlig start på løbet, da han røg i asfalten på enkeltstarten og kom i mål med tiden 16.22.

Blandt løbets absolutte favoritter var der ingen overraskelser hverken negative eller positive. Vincenzo Nibali sluttede bedst af alle syv sekunder foran Chris Froome, der kørte sig ind på en 38. plads otte sekunder foran Alberto Contador.

Nairo Quintana fulgte trop kun tre sekunder efter Tinkoff-Saxos spanske Tour-favorit.

Dennis snød alle favoritterne på lørdagens etape heriblandt tyske Tony Martin, der af mange var regnet som den absolutte kandidat til etapesejren, men Martin gik glip af sejren med fem sekunder op til Dennis.

Søndag skal rytterne ud på en 166 kilometer lang etape, der ganske som lørdagens enkeltstart starter i hollandske Utrecht.