Dopingskandalerne er væltet ned over det det kasakhiske cykelhold Astana i de seneste måneder, og det har ført til spekulationer om, hvovidt holdets italienske stjernerytter Vincenzo Nibali vil se sig om efter et nyt mandskab i det nye år.

Men disse spekulationer banker Nibali, der i sommer sikrede sig karrierens største triumf ved at stryge til tops i Tour de France, nu selv eftertrykkeligt i jorden.

- Jeg smutter ikke. Heller ikke selv om jeg godt kunne, understreger Nibali over for den itailenske sportsavis La Gazetta dello Sport.

Astana er i løbet af et par måneder blevet ramt af i alt fem dopingsager. Maxim og Valentin Iglinskij var de første til at blive afsløret, og Nibali beskriver de to brødres synder som "et familieanliggende".

Derudover er tre unge ryttere fra Astanas kontinentalhold også røget i dopingfælden. Og disse tre får følgende Nibali-svada med på vejen:

- De andre tre er idioter. Jeg ved ikke, hvad de havde tænkt sig. De håbede måske at køre sig til en bedre kontrakt. Men det er deres egen sag.

Astana har også danske Jakob Fuglsang på lønningslisten.