Quintana skulle onsdag vinde mere tid på Chris Froome inden enkeltstarten 9. september, men planen fejlede.

Peña Cabarga. 11. etape i Vuelta a España blev en duel mellem Chris Froome (Sky) og Nairo Quintana (Movistar), der lå og pressede hinanden det sidste stykke af etapen på stykket op mod målet i Peña Cabarga.

Quintana forsøgte flere gange at køre væk fra sin konkurrent mod slutningen af etapen, men briten hang i, og til sidst kørte han kontra og slog colombianeren, mens Alejandro Valverde (Movistar) blev treer på etapen.

Dermed blev Froome sejrherre på etapen, hvor han også vandt i det spanske etapeløb i 2011, og da Froome kørte først over målstregen, tog han også de ti bonussekunder.

Onsdagens 11. etape var på 168,6 kilometer, og den var lang og lettere kuperet, før det gik meget stejlt op ad en bjergside på de sidste små seks kilometer til målet i Peña Cabarga.

Her skulle rytterne på de stejleste stykker op ad steder, hvor stigningsprocenten var helt oppe på 18 procent.

Froomes sejr betyder, at han haler lidt ind på Quintana i det samlede klassement, hvor colombianeren stadig er løbets førende rytter.

Quintana har 54 sekunder ned til Chris Froome på andenpladsen, mens Valverde følger efter og er 1 minut og fem sekunder efter sin holdkammerat.

/ritzau/