Jerome Pineau fra IAM Cycling var rasende efter torsdagens etape i Tour de France, hvor han havde været i udbrud med tre andre og hentet med 12 kilometer igen. Her blev vreden rettet direkte mod Luis Ángel Maté, efter han kom i mål i Reims.

De to havde begge forsøgt at stikke alene afsted fra gruppen, men Pineau havde ifølge den franske avis L'Équipe sendt hårde ord afsted mod den ene makker i udbruddet.

Samtidig også rettet mod den særprægede frisure, som Maté har med den lille fletning i nakken, der kunne ligne en rottes hale.

- Maté er en rotte. Han samarbejder dårligt, og det skal han få betalt de næste dage, siger Jerome Pineau ifølge L'Équipe.

Men hvad Maté kan få lov at betale med, bliver der ikke forklaret, men det lyder ikke som noget rart. Maté selv forstår ikke, hvad der har fået Pineau til at hidse sig sådan op.

- Jeg ved ikke, hvorfor han sagde det. Det var endda ham, der angreb først, og jeg fortsatte bare med at køre, siger Maté.

Deres udbrud varede det meste af dagen, da de fire ryttere allerede stak fra feltet efter tre kilometer, men blev hentet igen da der manglede 11 i en etape, hvor feltet dog hele tiden havde styr på udbryderne.

Efter udbruddet blev hentet endte det med en sejr til tyske André Greipel foran landsmanden Marcel Kittel, der slet ikke kom ordentligt ind i spurten.