Porno, kondomer og podiepiger.

Da den belgiske cykelrytter Jan Bakelants tog sig en snak med det belgiske medie Hat Laatste Nieuws, blev tonen en anelse lummer.

Så lummer, at han efterfølgende har følt sig nødsaget til at sige undskyld.

Det startede ellers meget sobert, da 31-årige Bakelants, der netop er blevet udtaget til AG2Rs Tour de France-hold, fortalte om, hvordan han skal Skype med sin datter, når han savner hende under løbet.

Herefter spurgte journalisten, hvornår han havde tænkt sig at ringe til sine forældre for første gang.

»Når jeg er kommet igennem mine pornofilm, så de kan komme med nogle nye. Ej, bare en joke!« lød det fra Jan Bakelants.

Kort blev han taget på ordet og spurgt ind til, hvordan det er at gå tre uger uden sex. Og her begyndte det at gå skævt, omend det var ment i sjov.

»Det er ikke så slemt. Jeg ser pornofilmene, og så er der jo altid podiepigerne,« lød det grinende fra Bakelants, der til sidst blev spurgt, hvad han ville medbringe til fritiden under Touren.

»Helt sikkert en pakke kondomer. For du ved aldrig, hvor de podiepiger har været inden.«

De mildt sagt upassende kommentarer om podiepigerne faldt selvsagt ikke i god jord hos Tour de France-arrangøren. Kort efter bad løbsdirektøren, Christian Prudhomme, om en officiel undskyldning. Og den kom prompte fra Jan Bakelants franske hold, AG2R.

»Vi har set interviewet og hans svar. Det hele var ment humoristisk, men det var virkelig dårlig stil. Vi beklager til arrangøren og dem, som har taget dette til sig,« lyder det fra holdet ifølge Reuters.

Efterfølgende har belgieren, der i 2013 vandt en Tour de France-etape og fik lov at opleve podiepigerne, også sagt undskyld på det sociale medie Twitter.

Jan Bakelants uheldige udtalelser vil muligvis komme til at genstarte debatten om podiepigerne, som i både australske og norske cykelløb er blevet droppet, fordi det er blevet fundet upassende at bruge kvinder i sådanne roller.

For fire år siden kom Peter Sagan i vælten, da han fejrede sin andenplads i Flandern Rundt med at tage en podiepige på numsen, mens hun gav vinderen, Fabian Cancellara, det obligatoriske kys på kinden. Også han blev nødt til at sige undskyld.

Med eller uden porno og podiepiger skal Jan Bakelants fra på lørdag lade benene tale, når Tour de France-starten går i Düsseldorf.