Den femdobbelte franske Tour-vinder Bernard Hinault skal ikke isolere cykelsportens dopingproblem til Armstrong alene, men se indad og tilbage mod egen æra, siger eks-kolleger.

De seneste dage har formet sig som en storslået fejring i anledning af Bernard Hinaults 60 års fødselsdag.

I den anledning har den femdobbelte Tour-vinder givet interview til blandt andet nyhedsbureauet AFP, og Hinault holder sig ikke tilbage, når det handler om at forbande Lance Armstrong ned i det sorteste helvede.

- Hvis jeg mødte ham i dag ville jeg ikke tale til ham. Ikke engang sige goddag, vrisser Hinault, som tidligere har gjort sig til talsmand for livstidsstraf til cykelsportens dopingbrugere og returkommission på hver en tjent krone fra snyderiets pluskonto.

Det kan ikke helt afvises, at Bernard Hinaults antipati mod den amerikanske Tour-vinder skyldes Armstrongs påstand om, at man ikke kan vinde verdens største cykelløb uden brug af doping. Og dermed er den bretonske bondetamp selvsagt også i sigtekornet.

Bernard Hinaults udfald mod Armstrong har nu fået eks-kollega Robert Millar på banen. Det skotske kultnavn, der kørte samtidig med Hinault i 1980erne, mener, at det er at simplificere problematikken at gøre Armstrong synonym med biokemiens sorteste epoke.

- Skal vi prøve at gå længere tilbage end Tour de France 1999 (hvor Armstrong vandt for første gang, red.). Der er hele renæssancen med de italienske hold som kørte på væksthormon og EPO med hjælp fra gamle læger fra Østblokken. Du kan se på hold som Ariostea, Gewiss og Festina som eksempler og så siger Hinault, at det er Armstrongs skyld alt sammen?, spørger Millar retorisk.

Cykelsportens medicinske våbenkapløb er omtrent så gammelt som sporten selv. Bernard Hinault dominerede Tour de France med jernnæve og uudslukkelig energi i en tid, hvor der også foregik lyssky ting, hævder Millar.

- Det er måske nemmere at ignorere skandalerne fra PDM eller det omfangsrige misbrug af cortison i 1970erne og 1980erne end at acceptere det, der var en realitet i hans tid. Laurent Fignons biografi fortæller, at der var en misbrugskultur også på de hold, Hinault kørte for, hvis vi skal tro bekendelser fra eks-ryttere. Når du læser, at der var nationale forbund, som villigt bloddopede deres atleter til OL, og at der var en ustoppelig strøm af positive test for amfetamin, efedrin og cortison-baseret medicin dengang, så finder du ud af, at det altså ikke var Armstrong, der opfandt dopingen. Problemet var dybt institutionaliseret, pointerer Millar.

Selv har Bernard Hinault fastholdt, at han aldrig har gjort brug af ulovlige stoffer. Om det skyldes frygten for at miste en højtstående post i Tour-societetet kan aldrig blive andet end en spekulation. Men i en sport, hvor mistanken ofte har rod i faktiske kendsgerninger, er det svært for Hinault helt at slippe for en kritisk lup.

- Jeg tror, at Hinault bare gerne vil tale om den cykling, han selv var involveret i, og bare huske, at han vandt Tour de France fem gange. Han står deroppe på podiet for ASO (Tour-arrangørerne, red.), og han vil glorificere sig selv. Det er menneskelig adfærd, hvad enten han er en synder eller ikke, siger tyske Jörg Jaksche, der tidligere kørte for Bjarne Riis og selv har tilstået sin aktive medvirken i en udbredt dopingkultur.