Britiske Chris Froome fik sig tirsdag formiddag noget af et chok, da han var ude for at træne på sin cykel på vejene. For en bilist mistede tilsyneladende tålmodigheden i forhold til cykelrytteren.

'Jeg blev lige kørt ned af en utålmodig bilist, der fulgte mig op på fortovet,' skriver Chris Froome i en opdatering til sine mange Twitter-følgere.

Det kunne være endt grueligt galt, men han skriver videre, at der gudskelov ikke skete noget med ham.

'Heldigvis er jeg okay. Cyklen er totaltskadet. Bilisten kørte bare videre!', lyder det fra cykelrytteren, der vandt Tour de France i både 2015 og 2016.

Således blev han den første siden Miguel Indurain i 1995, der forsvarede sin titel i det store franske cykelløb. Første gang han vandt Touren var i 2013.

Og det er allerede væltet ind med hilsner fra de mange følgere, der er lykkelige over, at den britiske cykelrytter ikke kom mere til i sammenstødet med flugtbilisten.

'Håber nogen var vidne til det. Gætter på at et kamera ikke er en standard-del af Sky-pakken, men det ville være godt, så politiet kan fange chaufføren,' lyder det fra én.

En anden spekulerer endda i, om påkørslen skete, fordi Chris Froome er et kendt ansigt.

'Det er ved at blive helt latterligt, det sker alt for tit. Måske vidste vedkommende, hvem du var,' skriver brugeren Maxi Lopez.

Han er ikke den eneste, der spekulerer i, hvor bevidst handlingen var, og flere referer til de mange ulykker, der har ramt cykelryttere den seneste tid. For det er bestemt ikke første gang, at en cykelrytter er blevet kørt ned under en træning.

Søndag blev fem triatleter påkørt af en narko-og alkoholpåvirket bilist, og det kostede to af dem livet mens de tre andre fortsat kæmper på hospitalet.

I slutningen af april kom der også den tragiske melding om, at Astana-rytteren Michele Scarponi, der vandt Giro d'Italia i 2011, var blevet påkørt under træningen tæt på sit hjem i Filottrano i den østlige del af Italien.

Han blev med det samme fløjet til et nærliggende hospital, men hans liv stod ikke til at redde. Michele Scarponi skulle have kørt Giro d'Italia igen i år. Han overtog tidligere på foråret rollen som kaptajn efter Fabio Aru, der er blevet skadet.