Vi kender Christopher Juul-Jensen fra Giro d’Italia, Vuelta a España og nu også Tour de France, men den unge rytter er ikke lige så kendt på det personlige plan. BT har derfor sat Christopher Juul-Jensen stævne til et interview, der handler om alt andet end det professionelle cykelfelt.
Hvad er det bedste ved, at du er vokset op i Irland? (Christopher Juul-Jensen boede i Irland med sine danske forældre, indtil han blev 16 år)
»Nu skal jeg passe på, at jeg ikke fornærmer nogen, men det med janteloven eksisterer ikke så meget i Irland. Når jeg tænker tilbage, er det ret befriende. Irerne er meget frisindede, rolige og åbne over for alle. Det har betydet meget for mig i forhold til, hvordan det er at være professionel cykelrytter. Der støder du ind i mange forskellige kulturer.«
Hvem er din yndlingskomiker i Danmark?
»Ingen. Haha. Den danske ’pik og patter’-komik er ikke rigtig noget, der fanger mig, men jeg synes, ’Den Korte Radioavis’ på Radio24Syv med Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm er underholdende.«
Er du en af dem, der altid sætter dig ved vinduespladsen i flyet?
»Som cykelrytter foretrækker jeg gangpladsen, for jeg skal hele tiden tisse. Enten er det på vej til eller fra et cykelløb. Vi skal ikke dehydrere, så det er irriterende hele tiden at skulle spørge, om jeg må komme ud. Derudover kan jeg godt lide at strække benene, men det er lige indtil, at man bliver ramt af den forpulede trolley.«
Hvad er din yndlingsbeskæftigelse i din fritid?
»Det er at leve det almindelige liv med min kone, der er arkitekt. Det er en af de mest befriende ting for mig – vi er bosat i Danmark, og når jeg er hjemme, står vi op sammen mandag morgen, spiser morgenmad sammen, og jeg cykler med hende på arbejde. Den tur kan faktisk være mere stressende end et cykelløb.«
Får du nogen gange lyst til at vise de andre på cykelstien, hvem der bestemmer?
»Nej, ikke rigtig. Nogen gange kan jeg godt blive fanget på den forkerte side af cykelstien. Ofte er jeg lige stået op, er lidt træt, og sidder ved siden af hende og snakker. Dér bliver nogen af medcyklisterne ret hidsige nogen gange, og der kan jeg måske godt få lyst til at cykle op på siden af dem og sige: Jeg er lige blevet færdig med Giroen. Please!«
Tænker du over, hvordan du positionerer dig på cykelstien?
»Når jeg nogen gange vender mig om, er min kone lige pludselig 10 pladser bagefter, fordi jeg er smuttet gennem en masse huller foran mig.«
I København kan det godt være koldt på cykelstierne - især om vinteren. Du tissede engang på dine hænder under en frysende udgave af Milan-San Remo. Er det noget, du kan anbefale til dine medcyklister i København på en kold vinterdag, hvis de har glemt vanterne?
»Hvis du har over en time til arbejde, vil jeg stærkt anbefale det. Snakker vi indre by til ydre by eller omvendt, er det måske lidt akavet. Grundlæggende: Hvis du fryser og har det koldt, er det med at give hænderne et ’golden shower’.«
Hvordan gør du det rent praktisk?
»Stopper? Altså, der er mange, der kan tisse, mens de ruller. Det kan jeg ikke. Jeg ved ikke, om jeg får præstationsangst, eller om det er, fordi, at den bare ikke er stor nok til, at jeg kan hive den frem.«
Hvis vi lige skal vende tilbage til din kone. Hvad er den bedste gave, du nogensinde har givet hende?
»Det bliver et langt interview, hvis jeg skal nævne dem alle. Den seneste, som jeg har givet hende til hendes 30 års-fødselsdag, var en håndbygget og speciallavet cykel fra en butik i København, der hedder Cykelmageren. Hun fik en ringeklokke med beskeden om, at en cykel ville følge efter tre uger. Det blev dog ikke helt uden problemer. I butikken skulle de vide, hvor høj hun var. Derhjemme sad jeg og rodede med mit pas, og i den forbindelse spurgte jeg hende: Nå, hvor høj er du så? 172 centimeter, stod der i hendes pas. Det gik jeg ned i butikken og sagde, og i mellemtiden fik hun fornyet sit pas. Så kom hun hjem og sagde: Nå, det var da sjovt. Nu er jeg 177 centimeter... Vi cykelryttere går i panik, hvis nogen ændrer vores saddel med bare en halv millimeter, og så var hun vokset fem centimeter! Heldigvis var de ikke begyndt med byggeriet i butikken, så det gik.«
Du har allerede været lidt inde på de gode ting ved at være hjemme. Hvad er så det værste ved at være cykelrytter?
»Det er et godt spørgsmål. Det kunne sagtens være, hvis man betragter det som et 9-17-job. Rejsedagene er selvfølgelig noget, man lige skal vænne sig til. Det er aldrig nemt, når du skal af sted tre-fire uger ad gangen, men omvendt er det jo også det, der gør min kones og mit forhold så befriende. Vi nyder alle de oplevelser, vi har sammen, når vi så er sammen. Det kunne også være, hvis jeg ikke nåede at få mig en uddannelse.«
Hvad vil du gerne læse?
»Jeg er ikke helt blevet enig med mig selv, men måske noget antropologi eller sociologi. Hvis jeg kan komme ind. Ellers møder jeg jo rigtig mange mennesker som cykelrytter, og der skal ikke ret meget til, før jeg er sat i forbindelse med forretningsmænd, indflydelsesrige personer og så videre. På den måde kan sporten blive mit springbræt.«
Hvad med bøger? Læser du i fritiden?
»Nu vil jeg ikke lyde som den supernørdede cykelrytter, for i sidste ende går der meget tid med at stene. Nygaard (Brian Nygaard, kommunikationschef på Orica-Bikeexchange, red.) har lige sat mig til at læse Platon. Det var næsten værre end at komme igennem et treugers etapeløb. Cykling er 24/7, så det er godt at koble fra med en bog.«
Du begyndte på et australsk hold til denne sæson. Er krokodillekød og australsk rødvin så blevet dine favoritter?
»Krokodillemadder, ikke helt, men lidt australsk vin går an. Faktisk er det overraskende lidt vin, der bliver drukket på holdet. Det er ikke ligefrem, fordi at de slæber lastbiler med rødvin med. De spiser til gengæld sindssygt meget avocado.«
Avocado er der ikke meget af på Twitter, men du er selv en af de ryttere, som har en profil. Hvilke profiler/personer er du gladest for at følge?
»Det er et godt spørgsmål. For år tilbage var jeg rigtig meget på Twitter. Det er underholdende. Jeg skriver stadig lidt, men nu noget mere spontant. Cykelfagligt er Rouleur god (fransk cykelmagasin, red.). Det samme med The Inner Ring (laver blandt andet nogle detaljerede optakter, red.). Det var vist det.«
Hvordan har du det med at være kendt?
»Fint nok. Altså nu er jeg jo ikke så kendt igen, men det ændrer sig måske, hvis jeg en dag kører Tour de France.«
Apropos Tour de France. Vi ser tit tilskuere skrive rytternes navne på vejen, typisk med kridt. Hvordan er det som rytter at se sit eget navn på vejen?
»Fedt! Min bror brugte engang hele natten på at skrive ’Chris JJ’ hele vejen ned ad Kiddesvej i Vejle under Danmark Rundt som støtte til mig. Det var det år, hvor Chris Anker Sørensen og ’J.J.’ Haedo kørte for Saxo Bank. En avis - måske BT - bragte så et billede af stigningen og teksten på vejen som et bevis på, hvor stor en Saxo Bank-fan, der havde skrevet det. Chris og JJ. For helvede. Næste år skrev min bror Christopher Juul-Jensen.«
I er en del danskere på den internationale cykelscene. Hvilken dansk rytter ville du helst undgå i et spil Bezzerwizzer?
»Jeg er elendig til Bezzerwizzer. Mega party-killer. Hvis jeg skal svare, så helt sikkert Chris Anker Sørensen. Han er fagligt begavet og ved alt om alting. Matti (Breschel, red.) har en god historisk viden. Vi har flere gange kørt løb i det nordlige Frankrig, hvor han så bare har plapret løs om det ene eller andet.«
Er Matti Breschel en Jørgen Leth i forklædning?
»En lille smule. Han er undervurderet.«
Lad os lade det være det sidste ord. Tak for din tid og held og lykke med Tour de France.
»Selv tak og tak.«
