Oliver Zaugg og Matteo Tosatto har forlænget deres kontrakter med Team Tinkoff-Saxo.

Zaugg og Tosatto er to af den slags ryttere, som ikke gør så meget væsen af sig i et cykelløb. Men det er heller ikke deres job. De to loyale ryttere har primært fungeret som hjælperyttere hos Bjarne Riis, og det skal de også gøre i de næste to sæsoner, hvor holdet kommer til at hedde Team Tinkoff-Saxo.

- De to ryttere har begge vist, at de er vigtige for holdet, specielt i Grand Tour-sammenhæng, så jeg er glad for, at vi kan holde fast i dem, siger Bjarne Riis, som for første gang bliver omtalt som "manager" på holdets webside.

32-årige Oliver Zaugg kom ind på holdet, efter han havde kørt på Team Radioshack. I 2011 vandt han klassikeren Lombardiet Rundt.

39-årige Matteo Tosatto er veteranen på Team Tinkoff-Saxo. Han har været professionel siden 1997, og han har tidligere kørt på hold som Fassa Bortolo og Quickstep. Han har vundet en etape i Giro d'Italia og en etape i Tour de France. I 2012 blev han nummer 7 i Paris-Roubaix. På Team Tinkoff-Saxo fungerer han som hjælperytter.

BT kunne i sidste uge fortælle, at også Nicki Sørensen har forlænget kontrakten til det kommende år. Offentliggørelsen af den kontrakt lader dog stadig vente på sig.