Tinkov-Saxos holdejer, Oleg Tinkov, virker ikke til at være i godt humør for tiden. Russeren er mandag igen ude med et tweet, der trods en glad smiley ikke virker særlig positivt.

Mandag kørte Alberto Contador og et på papiret stærkt Tinkoff-Saxo-mandskab første etape af Catalonien Rundt, som bød på henholdsvis en kategori to-, et- og tre-stigning.

Holdet måtte imidlertid se sig snydt af et tre mand stort udbrud, hvor Pierre Rolland sad med. De endte med at køre i mål med 2.40 minutter til feltet, som blev styret af netop Tinkoff-Saxo.

At Pierre Roland nu har et hul til forhåndsfavoritterne Christopher Froome og Alberto Contador på næsten tre minutter er bestemt ikke gået Oleg Tinkovs næse forbi. Efter løbet smed russeren noget, der ligner et sarkastisk tweet, ud på sin Twitter-profil.

»Froome? Contador? .. Nej Roland :-),« skriver holdejeren.

Dermed kan der tilføjes endnu et opslag i porteføljen over Tinkovs utilfredsheder med sit hold. Senest var det danske Mati Breschel, der mærkede holdejerens åbenhed på Twitter, da russeren mente, at Mati Breschel havde kørt "latterligt dumt" til Milano - Sanremo.

Nu gælder det så Catalonien Rundt, hvor Oleg Tinkov uden tvivl vil holde tæt øje med Alberto Contadors præstationer. Presset bliver ikke mindre af det hold, som spanieren har med sig. Foruden ham er Ivan Basso, Michael Rogers, Rafal Majko, Sérgio Paulinho, Jesus Hernandez, Robert Kiserlovski og Michael Valgren med på det holdet til løbet, som køres fra mandag til søndag.

Første etape blev vundet af Maciej Paterski, mens Pierre Rolland og Bart De Clerq kom på anden- og tredjepladsen.