Kun én dansk rytter er med på Tinkoff-Saxos Tour-hold, Bjarne Riis er smidt ud og holdet er ikke længere dansk. Derudover har den til tider vanvittige holdejer Oleg Tinkov flere gange ytret sig i mindre pæne vendinger mod de danske medier og cykelfans.

Alligevel føler Oleg Tinkov, at holdet forsat er delvist dansk. Det fortæller han til TV2 i Frankrig.

»Vi har stadig vores kontor i Lyngby i Danmark, og vi har stadig en masse danske ryttere. Det er derfor, jeg føler, at det her hold har noget dansk DNA, det har rødder i Danmark, og jeg håber, vi fortsætter det,« lyder det fra russeren inden starten på 2. etape, hvor han også storroser det danske islæt på holdet, Michael Valgren, som han mener, går en stor fremtid i møde.

Og Oleg Tinkov håber, at danskerne fortsat vil støtte holdet, som tidligere har vundet mange store triumfer i de danske farver.

»Holdet kører med russisk flag, men er delvist dansk, så jeg håber, de danske fans fortsat vil støtte os. Så mange tak for det, danke«, lyder det fra Oleg Tinkov.

Der er i alt tre danskere til start i årets Tour de France. Det er Lars Bak fra Lotto, Jakob Fuglsang fra Astana og så altså supertalentet Michael Valgren fra Tinkoff-Saxo.