Tidligere på ugen forlød det, at den russiske holdejer på Team Tinkoff-Saxo, karismatiske Oleg Tinkov, havde forpurret Bjarne Riis' køb af den spanske stjernerytter Samuel Sanchez, der i øjeblikket står uden arbejdsgiver.

Den historie afvises nu af den russiske rigmand, der med østeuropæiske syvtommersøm slår fast, at Riis er manden med det sportslige ansvar.

- Jeg havde intet at gøre med Sanchez og har end ikke mødt ham. Alle forhandlinger med potentielle ryttere er i Bjarnes hænder. Jeg betaler bare, skriver Oleg Tinkov på sin Twitter-konto.

Historien om Tinkovs indblanding i indkøbet af Samuel Sanchez udspringer fra en artikel i den spanske avis El Pais.

Her stod der, at Sanchez allerede havde en mundtlig aftale med den 35-årige tidligere OL-guldvinder. Den positive dopingprøve af Team Tinkoff-Saxos Michael Rogers skulle dog ifølge avisen have gjort Tinkov nervøs for at ansætte ældre ryttere. I stedet skulle han have indstillet sig på at satse på unge russiske talenter.

Også Bjarne Riis' chef og bestyrelsesformand Stefano Feltrin reagerer nu på historien. Til Velonation siger han på linje med Oleg Tinkov, at ingen i Tinkoff-Saxo-lejren har blandet sig i Riis' arbejde med at ansætte ryttere.

- Vi sagde meget klart, at holdet bliver ledet af Bjarne i alt, hvad der drejer sig om det sportslige. Oleg sagde på pressemødet (hvor det blev annonceret, at Oleg Tinkov blev ny holdejer. red.), at han ikke vil blande sig.

- Jeg kan forstå, at Samuel Sanchez muligvis har sagt noget andet, men det er ikke rigtigt. Oleg Tinkov har aldrig nedlagt veto over nogen, siger Stefano Feltrin til Velonation.

Bestyrelsesformanden erkender dog, at holdet har været i kontakt med den spanske toprytter. Men det skete før, han og Tinkov d. 2. december overtog holdet, hævder han.

- Det er uheldigt for ham (Sanchez.red.), at han ikke har en kontrakt. Jeg kan kun kommentere ting fra efter, vi var involveret. Da vi indledte forhandlingerne om at købe holdet, blev vi fortalt, at de diskuterede, om der var en mulighed for at lave noget med ham.

- Men så vidt jeg ved, gav vi ham aldrig et tilbud. Det er sandt, at holdet og han havde nogle samtaler, men derfra er der langt til at sige, at holdet annullerede en kontrakt.

Ender det ikke med en tilknytning af Samuel Sanchez til holdet, skal man ikke umiddelbart forvente, at der dermed kan blive plads til en anden. Meget afhænger af, om Michael Rogers bliver tildelt en dopingkarantæne, lyder det fra Stefano Feltrin.