Jakob Fuglsang fik fredag eftermiddag en godt start på Giro d'Italia, da han kom ind på en foreløbig niendeplads på 1. etape, en enkeltstart over 9,8 km i den hollandske by Apeldoorn.

Danskeren startede som nummer 104 ud af de 198 Giro-ryttere.

Fuglsang ikke jublende begejstret, da han blev interviewet af TV2 kort efter at være kommet i mål, men han udtrykte en høj grad af tilfredshed med sin egen præstation.

»Jeg er egentlig meget godt tilfreds. Det var kort, men hårdt. Jeg håber, at jeg ikke er for langt efter vindertiden - og at det ikke er en klassementsrytter, der vinder. Hvis jeg ender 20-30 sekunder efter vindertiden, så er jeg godt tilfreds. Nu er vi i gang. Og følelsen er forholdsvis god,« fortalte Fuglsang til TV2s udsendte reporter.

Danskeren nærer ambitioner om en placering på podiet. Astana satser på Vincenzo Nibali i Giro d'Italia, men Fuglsang mener, at det er realistisk, at holdet kan dominere det italienske etapeløb og ende med at have to ryttere i top tre.

Han har blandt andet fokuseret på at forbedre sin enkeltstart, og op til årets første Grand Tour har han været stærkt kørende i Giro del Trentino, hvor han endte på tredjepladsen, 14 sekunder efter den vindende Sky-rytter Mikel Landa.

»Jeg har trænet på enkeltstarten og ændret min position på cyklen, så forhåbentlig har det givet lidt.«

Nu venter der to flade etaper i Holland, inden feltet kommer til Italien.

»De næste to dage skal bare overståes så let som muligt, og forhåbentlig uden skrammer,« sagde Fuglsang til TV2.