Tidligere UCI-præsident: Armstrong har gjort mit liv elendigt

Den tidligere præsident for den internationale cykelunion (UCI), Hein Verbruggen, tager nu til genmæle overfor Lance Armstrong, der har beskyldt ham for at dække over positive dopingtests. Han raser mod beskyldningerne og forklarer, hvordan de har gjort hans liv elendigt.

Det er ord mod ord mellem de to mænd, der tidligere indtog nogle af cykelsportens mægtigste positioner - Armstrong som den altdominerende på landevejene og Verbruggen som lederen af UCI. Verbruggen nægter, at beskyldningerne skulle have noget på sig:

- Der er aldrig nogensinde blevet dækket over noget, mens jeg var UCI-præsident. Og jeg er sikker på, det heller ikke er sket efterfølgende. Uanset hvad de siger, er der ingen bestikkelse, siger Verbruggen til den engelske avis Telegraph.

Armstrong har forklaret, at han ringede til Verbruggen og diskuterede mulighederne, da han havde afleveret en prøve med spor af kortison. Armstrong beretter, at hollænderen dengang udtalte, at de var nødt til 'at finde på noget'. Verbruggen afviser dog den historie på det kraftigste:

- Den historie er noget pis og intet andet. Jeg har aldrig nogensinde haft en samtale, hvor jeg sagde 'vi bliver nødt til at tage os af denne sag'. Det er meget muligt, at han (Armstrong, red.) eller en anden fra holdet har ringet til mig, og at min første reaktion var 'pis - først Festina-skandalen og nu dette'. Men der er meget langt derfra til at konkludere, at vi skulle finde på noget.

Men den hollandske eks-cykelpræsident nøjes ikke med at forsøge at rense sit eget navn. Han går benhårdt efter Armstrongs motiver for at hænge ham ud som skurk:

- Lance Armstrong har sin egen dagsorden, og det er tydeligvis i hans egen personlige interesse - uanset om hans sanktioner bliver reduceret, eller om han vil have penge. Normalt, når det drejer sig om Lance, er der altid en interesse i penge. Min interesse er sandheden.

Tilbage i juni skrev Verbruggen et brev til Armstrong, hvor han bad om en undskyldning for de beskyldninger, han havde fremsat. Men der kom aldrig noget svar. Hollænderen understreger nu, at han 'aldrig vil tilgive eller glemme' Armstrong for at beskylde Verbruggen og andre fra UCI for at være korrupte. Han tilføjer samtidig, at det har kostet på det personlige plan:

- Han har kostet mig en masse elendighed.

Hein Verbruggen har siden 2008 siddet i den internationale olympiske komité, hvor blandt andre Kronprins Frederik også sidder.

Læs også: