Roger Pingeon, som for 50 år siden vandt verdens største og mest prestigefyldte etapeløb, Tour de France, er død, Han blev 76 år.

Efter et hjerteanfald faldt Roger Pingeon tidligt søndag om i sit hjem i byen Beaupont, og hans liv stod ikke til at redde. Det skriver cyclingnews.com med franske medier som kilde.

Roger Pingeon begyndte sin professionelle karriere i 1965. Året efter blev han nummer otte i Tour de France, og allerede året efter trøg han altså helt til tops.

Dette år blev der kørt med landshold i stedet for firmahold i Tour de France, og løbet var dette år plaget af et dødsfald. Det var englænderen Tom Simpson, der faldt om på det skaldede bjerg, Mont Ventoux, og aldrig vågnede op igen.

Roger Pingeon ses her i det år, hvor han vandt Tour de France - 1967.
Roger Pingeon ses her i det år, hvor han vandt Tour de France - 1967. Foto: Arkivfoto
Vis mere

Roger Pingeon var på samme firmahold som Tom Simpson (Peugeot-mandskabet).

Foruden Tour de France lykkedes det også for Roger Pingeon at vinde Vuelta a España en enkelt gang. Det var i 1969.

Roger Pingeon var flyttet til Beaupont omkring årtusindskiftet, og byens borgmester, Georges Gouly, sagde søndag om dødsfaldet:

»Jeg mødte Roger Pingeon morgenen forinden, og der havde han det fint. Han var en meget ydmyg person, som gik fint ind i lokalmiljøet.«

Roger Pingeon er den tredje tidligere Tour de France-vinder, der dør inden for en kort periode.

Den 97-årige schweizer, Ferdinand Kübler, som vandt Tour de France i 1950, døde to dage før nytår, mens den 89-årige franskmand, Roger Walkowiak, som vandt Tour de France seks år senere, udåndede 6. februar i år.