Polterabender kan gå vildt for sig – og denne var ingen undtagelse.

Team Skys rytter Luke Rowe, der senest hjalp Chris Froome med at vinde Tour de France, fortæller til BBC, at han kan se frem til en pause fra cykling på op mod et år efter det, der nemt kan betegnes som en noget atypisk skade.

Luke Rowe var nemlig i Prag for at holde sin brors polterabend, hvor de skulle ud og white-water rafte, hvor man suser ned af en flod, typisk over vandfald og andre forhindringer, i høj fart i en gummibåd. Det lyder næsten som noget, der er dømt til at gå galt, og det gjorde det da også.

For da Luke Rowe skulle hoppe i vandet fra gummibåden på et lavt sted, landede han på nogle glatte sten, hvilket førte til, at han brækkede sit højre ben. Selv siger Luke Rowe, at han ikke var fuld.

»Det var en sindssyg ulykke. Det var ikke fordi, jeg var meget fuld, men der er kun en person, jeg kan bebrejde,« siger Luke Rowe til BBC og uddyber ulykken.

Luke Rowe
Luke Rowe Foto: PHILIPPE LOPEZ
Vis mere

»Jeg vidste med det samme, hvor slemt det var. Det var en ekstrem smerte, og jeg har brækket nogle knogler. Jeg skulle bare hurtigst muligt ud af vandet og ind i en ambulance. Jeg har brækket et par knogler i min karriere, men det her var betydeligt værre end nogle af dem. Det gjorde dobbelt så ondt,« siger Luke Rowe og fortsætter:

»Jeg løftede mit ben, og min fod hang slapt ned. Knoglen brød ikke huden, men det er ret chokerende at se sådan noget, når du er på kanten af en flodbred.«

Rowe fortæller desuden, at han ikke fortryder, han deltog i sin brors polterabend.