KOMMENTAR
Det rette øjeblik er altid lettere at finde i bagklogskabens lys. Det forsvar skal cykelsporten dog have. Men heller ikke meget mere.
Da USADA, det amerikanske antidoping agentur, offentliggjorde kendelsen mod Lance Armstrong, havde cykelsporten lige præcis det rette øjeblik. Muligheden for at gribe hårdt fat om fortiden var tilstede. Det var øjeblikket til at genskabe troværdigheden hos UCI, hos rytterne og hos holdene.
Det er vel fair at sige, at cykelsporten ikke just rakte ud efter den mulighed. UCI, der blev ramt hårdt af rapporten fra USADA, accepterede godt nok kendelsen, men gjorde mere ud af at påpege fejl og mangler og fraskrev sig iøvrigt ansvar for, at der havde været rum for at kunne snyde i det omfang, Lance Armstrong og US Postal havde gjort. Alle påstande om bestikkelse blev parkeret i en kommission, der nok kommer til at bruge det meste af næste år på at undersøge og undersøge, hvorefter der kommer en rapport, som man sikkert allerede har reserveret plads til på en hylde i arkiverne i det schweiziske hovedkontor. Godt nok forsøger den tidligere Tour-vinder Greg Lemond at udfordre UCI-præsident Pat McQuaid, men opbakningen til hans "Change cycling now" virker højest lunken.
Rytterne - og ja, jeg er bekendt med, at jeg generaliserer - gav også udtryk for, at det ikke var særligt produktivt at skue bagud og ribbe op i fortidens synder. Nøjagtig som man også gjorde, da Festina-sagen brød løs i 1998 og Operacion Puerto bragede løs i 2006. Få har de stemmer været, som har krævet den store oprydning.
Holdene valgte forskellige løsninger. Rabobank trak sig som sponsor efter 17 år i professionel cykelsport. Der var ganske enkelt ikke tro på, at man kunne skabe en ren sport, lød det fra den hollandske bank. Det hold vender jeg tilbage til.
Team Saxo Tinkoff valgte at stikke hovedet i busken, selv om Bjarne Riis også var nævnt i rapporten - omend overstreget. Det krævede dog ikke ret store matematiske evner at lægge påstandene fra Tyler Hamiltons bog sammen med oplysningerne i rapporten for at få summen til at blive til Riis. Han har i skrivende stund endnu ikke sagt et ord siden Vuelta a Espana, hvor han kortfattet afviste alt.
Team Sky valgte den hårde vej, hvor alle, der havde trådt ved siden af i fortiden, blev fyret - hvis de da indrømmede. Det kostede nogle sportsdirektører jobbet, og skabte på sin vis præcedens for resten af sporten: Fortæl og du er ude. Ikke just befordrende for at lette en eventuel sort samvittighed, hvis man ser betændte kolleger tie og slippe igennem stormen.
Eneste hold med en anderledes tilgang var Garmin, hvor sportsdirektør Jonathan Vaughters - der selv blev afsløret som doper i Armstrong-rapporten - appellerede for en mulighed for at indrømme synder uden straf, så man kunne få skabt et forum, hvor fremtidige beskyldninger blev taget i opløbet.
For det var lige præcis det, man kunne have undgået, hvis cykelsporten havde været lidt mere offensiv. I de seneste dage har hollandske medier rapporteret intenst om forholdene på Rabobank-holdet. Levi Leipheimer, et af hovedvidnerne mod Lance Armstrong (og iøvrigt fyret fra Quick Step-holdet) fortalte om sine oplevelser på holdet, omend det ikke fyldte alverden i kendelsen fra USADA. Nu er der kommet mere skyts, og her beskyldes holdet for organiseret doping fra 1999 og frem, mens danske Michael Rasmussen sammen med flere andre daværende holdkammerater mistænkes for at have benyttet bloddoping i Østrig - en sag, som tidligere har været fremme.
Cykelsporten står nu i samme position som tidligere. Man lukker sig om sig selv og håber, at beskyldningerne går væk af sig selv. At medierne ikke graver dybt nok i sagerne, og at man snart kan begynde at tale om forårsklassikere.
Det er en automatpilotreaktion, der er set så mange gange før. Og som i bund og grund står i vejen for det helt store økonomiske kvantespring. Det er ikke verdensomspændende virksomheder, der vælger cykelsporten, selv om den folkelige opbakning, interesse og dermed potentielle købekraft er stor. Næ, det er mindre virksomheder eller excentriske rigmænd, der involverer sig. Ikke velsmurte marketingmaskiner for hvem dopingafsløringer er gift.
Jeg har ikke de store forventninger om, at meget vil ændre sig i 2013. UCI har ikke givet udtryk for, at man vil ændre noget. Man kalder Lance Armstrong for en svindler og holder dermed den afslørede ud i strakt arm uden at kigge indad. Bjarne Riis har givetvis set, at vi på BT gerne vil stille ham nogle spørgsmål, men lysten til at svare er til at overse - og det vil den givetvis også være i 2013. Og så er vi tilbage ved de avishistorier, der vil komme løbende. De vil ramme de hold, som medierne har ressourcer til at undersøge, givetvis få alvorlige konsekvenser for nogle aktører, mens alle andre dukker sig i græsset.
Det er trist, at cykelsporten ikke har modet til at skabe den nødvendige åbenhed. Og det bliver nok ikke meget bedre i 2013 med mindre nogle længere oppe i systemet vrider armen om på UCI - eller simpelthen dikterer den nødvendige ændring.
