Marc Hester og hans belgiske makker Jasper De Buyst er stadig af det 54. københavnske seksdagesløb. Men nu er det rent danske par nummer 7 kommet på omgangshøjde efter en sejr i søndagens jagt.

Der er kun 12 point, der adskiller de to par, og bare en omgang efter kommer par nummer 2, belgierne Kenny De Ketele/Moreno De Pauw og det østrigske par Andreas Müller/Andreas Graf, som stadig er med i kampen om den endelige sejr.

»Vi var kanon kørende. Vi fik ryddet op og fik den omgang tilbage, som vi lidt dumt havde tabt om lørdagen. Vi er stadig tre-fire par, der kører om sejren. Vi er meget tætte, men mand til mand, var det os, der var stærkest i dag, og det håber jeg også, vi er mandag og tirsdag,« fastslog den ene halvdel af par nummer 7.

Han var kørt først stregen i søndagens jagt, hvor det rent danske par kort forinden havde erobret den omgang, de manglede i komme på omgangshøjde med Marc Hester/Jasper De Buyst.

Hester/De Buyst havde ellers ligget i front af fletet og forsøgt at forhindre det, men til sidst lykkedes det Mørkøv og Alex Rasmussen at tage den omgang, der i den samlede stilling bragte dem på omgangshøjde med de førende nierne.

Og oven i købet fortsatte Alex Rasmussen udenom feltet og sendte med et kraftfuldt slynggreb Mørkøv alene afsted, så syverne også vandt jagten.

Mandag aften køres den store handicapjagt som traditionelt har afgørende indflydelse på udfaldet af seksdagesløbet.