Regnen drypper ned over den hvide og lyseblå autocamper, der står parkeret på Tegltorvet i Struer kort før starten på årets Post Danmark Rundt. Ud for Team Trefor-Blue Waters beskedne transportmiddel er rulletaget kørt ud, så det beskytter stortalenterne Søren og Asbjørn Kragh Andersen og resten af holdet mod det drilske sommervejr, inden starten på 1. etape går.

For Søren og Asbjørn Kragh Andersen går turen måske meget snart videre fra autocamperens hvide plasticstole til en af de store og luksuriøse holdbusser, som World Tour-holdene i skikkelse af Tinkoff-Saxo, Astana og Lotto-Soudal triller rundt i på lande- og hovedvejene under rundturen i Danmark.

Der er konkret interesse fra BMC og Giant, der godt nok ikke er med ved Post Danmark Rundt, men som har en World Tour-licens.

Men det er ikke let at tage skridtet, mener Magnus Cort, der er kørt i forvejen for sine unge cykelkollegaer. Han er et af de seneste danske cykeltalenter, der har fået en professionel kontrakt. Det fik han sidste år med Orica-Greenedge.

»Det er et kæmpe skridt. De største løb, du kører som continentalrytter, er for det meste Danmark Rundt, men det bliver lige pludselig til et af de mindste løb. For at få succes er det vigtigt at være målrettet. På den personlige front er der også et spring. Jeg er flyttet til Spanien, så du har ikke længere det samme netværk uden for cykelsporten, som du har derhjemme i de trygge rammer,« siger Magnus Cort, der gennem tiden har vundet tre etaper i Post Danmark Rundt og kører for landsholdet Team Danmark Rundt, og nu har fundet sig godt til rette som fuldtidsprofessionel.

Kragh Andersen-brødrene er godt klar over, at det bliver en udfordring at tage et skridt eller to opad, når den dag kommer. Men de er klar.

»Jeg føler mig moden nok,« siger lillebror på 20 år, Søren Kragh Andersen, inden han fortsætter:

»Jeg ved virkelig, hvad jeg vil, og jeg er godt rustet til de hårde perioder, der kommer på World Tour-holdene.«

23-årige Asbjørn Kragh Andersen er også klar på nye og større forhindringer. Han forsøger ikke at lade sig gå på af interessen og den omtale, der følger med, når du er et af de store danske talenter.

»Det handler om at fokusere på de ting, du selv kan påvirke, som din træning for eksempel, og ikke så meget andet. Så må vi se, om vi skriver under med et større hold,« siger Asbjørn Kragh Andersen.

Uanset Kragh Andersen-brødrenes tro på egen psyke og evner viser et kig i historiebøgerne, at der også er danske talenter, som aldrig er slået igennem på den helt store scene, og på trods af en enorm talentmasse var der kun tre danskere til start i årets Tour de France - det største cykelløb i verden.

Der er for få, der slår helt igennem, men at knække koden er ikke let for danskerne. U23-landstræner Morten Bennekou, der under Post Danmark Rundt er sportschef for Magnus Cort og landsholdet, har et bud på hvorfor.

»Vi kommer fra et velstillet og forkælet land forstået på den måde, at vi har et godt sikkerhedsnet, og du godt kan få et job på andre måder. Det adskiller sig lidt fra nogle af vores udenlandske konkurrenter, der ikke på samme måde lader sig gå på af at ligge og kigge op i loftet 200 dage om året på et hotelværelse som professionel, fordi det gode alternativ måske ikke er der for dem. De har - sat lidt på spidsen - cykelsporten som den eneste mulighed,« siger Bennekou og fortsætter:

»Det, vi gør for at imødekomme problemstillingen, er, at jeg i stedet for at sige farvel til rytterne, når de får en professionel kontrakt, følger dem ud i fremtiden. Vi forsøger at bygge bro fra det lavere niveau, de kører på nu, til den helt store scene både sportsligt og i forhold til det mere kyniske og hårde, der også venter for dem.«

Morten Bennekou mener, at Kragh Andersen-brødrene er klar - de mangler bare en kontrakt med et World Tour-hold.