Mathias Møller Nielsen, Rasmus Quaade, Casper Folsach og Lasse Norman Hansen sørgede for dansk triumf i 4000 meter holdforfølgelsesløb ved anden afdeling af World Cuppen.

Det danske 4000 meter hold kørte fredag aften guldfinale ved World Cuppen i Glasgow, da de i Sir Chris Hoy Velodrome mødte Tyskland i kampen om at vinde World Cup afdelingen.

Det danske mandskab bestående af Rasmus Quaade, Lasse Norman, Casper Folsach og Mathias Møller Nielsen, måtte påtage sig favoritværdigheden. I kvalifikationen var Danmark nemlig godt fire sekunder hurtigere end tyskerne, men det var vores naboland, der startede bedst ud, da de efter 1000 meter var et lille halvt sekund hurtigere end de fire unge drenge klædt i rødt og hvidt.

Men vi kan godt afsløre allerede her, at derefter stod den på dansk dominans.

På en kilometer kørte danskerne godt halvandet sekund fra tyskerne og førte halvvejs dermed med cirka et sekund, mens de havde øget yderligere efter 3000 meter, hvor de var over tre sekunder bedre end Tyskland.

Dermed skulle et totalt kollaps dermed blot undgås på de sidste 1000 meter for at sikre sig sejren. Og heldigvis gik det ikke galt, for danskerne var en klasse over alle andre hold ved World Cuppen – inklusive finalemodstanderen fra Tyskland. 4.01.289 blev den rigtig flotte tid for danskerne, der kørte med 59.679 kilometer i timen i gennemsnit, mens Tyskland slet ikke fik noteret en tid, da de endte med at gå i opløsning og som følge deraf blev hentet.

Dermed blev det til en flot og suveræn dansk World Cup guld i Glasgow, mens Tyskland tog sølv og Belgien bronze, da de slog Spanien i kampen om den sidste plads på podiet.

Resultat - guldfinale:

1. Danmark 4.01.289 Mathias Møller Nielsen, Rasmus Quaade, Casper Folsach, Lasse Norman

2. Tyskland Lucas Liss, Henning Bommel, Theo Reinhardt, Kersten Thiele

Resultat - bronzefinale:

3. Belgien 4.06.951 Kenny De Ketele, Jasper De Buyst, Moreno De Pauw, Gijs Van Hoecke

4. Spanien 4.11.197 Asier Maetzu Billelabeitia, Sebastian Mora Vedri, David Muntaner, Illart Zuazubiskar

feltet.dk