Steven Kruijswijk styrtede i finalen på 5. etape i Vueltaen og er færdig i løbet.

Lugo. Steven Kruijswijk kom til cykelløbet Vuelta a España som et af de solide bud på en topplacering. Men på onsdagens 5. etape styrtede hollænderen, og han er færdig i løbet.

Hans hold, LottoNL-Jumbo, meddeler på Twitter, at den 29-årige rytter efter etapen blev kørt på hospitalet for at få kroppen skannet.

Her lød dommen, at han har brækket venstre kraveben.

Steven Kruijswijk var en af de ryttere, som styrtede mod afslutningen af 5. etape. Kruijswijk ramte en umarkeret trafikpæl i vejkanten.

Kort efter styrtet stod det klart, at det var alvorligt. Hollænderen fik lægehjælp på fortovet og klagede over store smerter flere steder i kroppen.

- Mine ribben og kraveben gør meget ondt, siger Steven Kruijswijk til holdets hjemmeside.

- Jeg ramte pælen hårdt. Det er frygteligt, at jeg må forlade løbet på grund af en genstand, som ikke skulle have været der. Jeg tager hjem med det samme i morgen (torsdag).

- Dette var mit næststørste sæsonmål efter Giro d?Italia, og jeg er virkelig træt af at skulle forlade Vueltaen på denne måde, lyder det fra Steven Kruijswijk.

Det hollandske klassementhåb var også stærkt uheldig i årets Giro d'Italia. Han kørte i førertrøjen på tredjesidste etape, da han kom forkert ind i et sving på en nedkørsel og ramte en snedrive.

Da han rejste sig efter styrtet, var rivalerne i toppen af klassementet væk, og selv om den forslåede Steven Kruijswijk gennemførte det italienske etapeløb, måtte han nøjes med en samlet fjerdeplads i klassementet.

/ritzau/