En 21. plads i den qatarske hede.

Det var, hvad det mandag kunne blive til på VM-enkeltstarten for U23-ryttere for danske Mads Würtz Schmidt.

Den 22-årige dansker kom velforberedt ind til disciplinen som forsvarende verdensmester og forhåndsfavorit, men han formåede ikke at leve op til forventningerne.

Benene var der ganske enkelt ikke, fortæller U23-landstræner og vikarierende seniorlandstræner, Anders Lund, til TV 2 SPORT.

»Jeg har snakket ganske kort med ham, og han havde ikke benene. Jeg tror også, det hører med, at han eksploderede i varmen, desværre. Det er en stor skuffelse for Mads selv,« siger Anders Lund og fortsætter:

»Det er svært at genvinde den VM-titel, der er aldrig sket før. Der må hvile en form for forbandelse. Mads kører ikke op til sit niveau, han er ellers normalt en del af verdenseliten. Vi må hjem og snakke om, hvad der skete.«

På ruten havde Mads Würtz Schmidt også en mindre defekt, men den var uden betydning, siger landstræneren.

I stedet skal den 22-årige cykelrytter nu se frem mod linjeløbet på torsdag, hvor landstræneren tror på en helt anderledes præstation fra stortalentets side.

»Han går på sit værelse nu, så er jeg sikker på, han vil komme ned og sige, at han vil være verdensmester på torsdag. Han kan køre bedre, og det kommer han også til torsdag,« siger Anders Lund til TV 2 SPORT.

Onsdag prøver seniorerne kræfter med enkeltstarten i Qatar, og på søndag køres linjeløbet for seniorerne.