Hotel Al Mulino hviler i den lille by Maasmechelen 10 kilometer nord for den hollandske grænse. En hvidkalket og gammel mølle tårner sig op bag hotellets flade hovedbygning. Det ligner et idyllisk postkort fra det flade belgiske landskab.
Hotellet udgør basen for World Tour-holdet Etixx-Quick-Step før forårsklassikeren Liège-Bastogne-Liège. Valget af midlertidig bopæl passer forrygende til et af holdets største navne i sommerens Tour de France, ireren Daniel ’Dan’ Martin.
Brian Holm, sportsdirektør på Etixx-Quick-Step, beskriver Dan Martin som den stjernerytter med absolut færrest nykker af dem, danskeren er stødt på gennem sine mange år i cykelverdenen. Og det er godt nok mange år.
»De fleste stjerner skal have et anbefalet brev af journalister 14 dage før, og så kommer de ikke alligevel. Dan Martin kan du skrive en sms-besked til 10 minutter før, og så kommer han ned fra sit værelse og tager interviewet stille og roligt,« siger Brian Holm.
Det er lige præcis, hvad Dan Martin gør på Hotel Al Mulino. Etixx-Quick-Steps klassementshåb i Touren slentrer hen til det runde bord, som BT og andre medier allerede sidder omkring, hilser venligt på alle journalister og svarer på alle spørgsmålene. Det sidste gør han fyldestgørende. Stille og roligt. Dan Martin efterlader på intet tidspunkt indtrykket af, at han er træt af opmærksomheden.
Sammen med Mark Cavendish, Bradley Wiggins og Chris Froome hører Dan Martin til i kategorien af de mest kendte cykelnavne fra det britiske kontinent, men du mærker det ikke på ham. Det er nu ellers ikke, fordi at han ikke har noget at have det i - han har vundet store endagesløb som Liège-Bastogne-Liège og Il Lombardia. Alligevel fremstår han som ydmygheden selv, og der er et simpelt svar på, hvorfor han stadig holder de barberede ben solidt plantet på jorden.
»Det kommer af at have været på den anden side af hegnet,« siger Dan Martin, der er vokset op i cykelmiløjet som søn af den britiske rytter Neil Martin, og fortsætter:
»Jeg har indset, hvor heldige vi er at være i den position, som vi er i som professionelle cykelryttere. Når vi kører opad i Alperne eller Pyrenæerne, vil hver eneste person i siden af vejen være den, der klatrer. Det må vi ikke glemme. Faktisk tænker jeg ikke på spørgsmål som det. Jeg er bare mig selv. Måske stammer det fra min familie og min onkel (Stephen Roche, red.), der vandt Touren (Roche vandt Tour de France i 1987, red.). Det har aldrig været noget stort for mig. Jeg har altid været omkring de største stjerner i sporten. De har været nede på jorden, så hvorfor skulle jeg ikke også være det?«
Fans er der nok af til Tour de France, som Dan Martin kører sin fjerde udgave af i 2016. De stiller sig før hver eneste etape foran holdbusserne, og de står der igen efter etapen. De tager selfies med yndlingsrytterne og tvinger i værste fald kuglepennen i hånden på heltene, så autografen kan sikres.
Alene cykelløbet Tour de France er i forvejen stressende for rytterne, og tilstedeværelsen af tusindvis af fans og den store opmærksomhed lægger kun til i det regnestykke. Det påvirker dog ikke Daniel Martin negativt - snarere tværtimod.
»Jeg ser ingen grund til, hvorfor vi ikke skulle bruge tid på fansene. Du spilder ingen energi, men bruger kun lidt tid på det. For mig ville det kræve mere energi at være et røvhul end venlig og sød. Ved starten på en etape prøver hundredevis af mennesker altid at få en autograf, men vi har ikke nok tid til det, for vi er også nødt til at gøre vores job. Vi er nødt til at skulle skrive os ind til etapen, og med to minutter igen kan jeg ikke bare stoppe op og skrive autografer eller få taget billeder med fans. Men jeg får det virkelig dårligt, når der ikke er tid til det,« siger Daniel Martin.
Brian Holm tillægger sin stjernerytters ydmyghed de irske gener.
»Når de fleste ryttere, måske især unge ryttere, får lidt succes, tror de hurtigt, at de er det femte medlem af Oasis. Det rammer ikke irlænderne. Det er sgu charmerende,« siger han og bakkes op af Alex Rasmussen, der i 2012 og 2013 var holdkammerat med Dan Martin på Garmin Sharp-holdet.
»Han har taget den hårde vej. Han er en god ven, og han var skidefed at køre for,« siger Alex Rasmussen.
Apropos det med at køre på cykel, som trods alt også er en del af livet som professionel rytter ved siden af al fan-plejen, er det noget, som Dan Martin er god til. Typemæssigt minder han lidt om Movistars stærke spanier Alejandro Valverde - Martin kan spurte, er god teknisk og opad og har en flot resultatliste.
Og målsætningen for Tour de France? Den ligger lige til højre-pedalen.
»Mit mål er altid at vinde etaper i en Grand Tour. Allerede nu har jeg udset 2. etape som en god etape for mig (2. etape slutter med 3 kilometer-stigningen Côte de la Glacerie, red.). Med en massespurt på 1. etape kan jeg måske køre mig i den gule trøje dagen efter. Jeg kommer til at tænke fra dag til dag, for mister du for meget tid på en etape, er du færdig i klassementet, som jeg ved, at jeg kan slutte i top 10 i,« siger Daniel Martin.
Hvad betyder Tour de France for dig?
»Jeg har et had/kærlighedsforhold til Touren. Det er både det fedeste og værste løb i verden. Der er meget stress forbundet med atmosfæren, konstant mediebevågenhed. Det er sjovt, for det er jo det samme, der gør det til det fedeste løb. Til de fleste andre løb er det meget afslappende, men i Touren betyder alt, hvad du siger og gør, noget. Da jeg missede den i 2014, mærkede jeg virkelig, hvor meget jeg savnede at være der. Det fik mig til at indse, hvor speciel Touren er,« siger Dan Martin.
I 2013 vandt Dan Martin en bjergetape i Tour de France foran Jakob Fuglsang, der blev nummer to i spurten.
DAN MARTIN OM DANMARK
Hvad er den første ting, du tænker på, når jeg siger Danmark?
»Jeg siger Alex Rasmussen. Haha. Vi har været holdkammerater og er gode venner. Sagde du tre ting? Hmm, kun en. Så er det nok ham.«
Hvem er din danske favoritrytter af dem, der stadig er aktive?
»Det afhænger af, hvordan du definerer favorit. Jeg prøver ikke at have favoritryttere. Men den første dansker, jeg tænker på, er Michael Valgren. Jeg har talt med ham, og han er en virkelig god fyr. Jeg glemmer sikkert nogen nu, haha.«
Hvad er dit indtryk af Danmark?
»Det er et virkelig fedt land. Jeg har været i København, og det er en dejlig by. Et specielt sted. Især det centrale København. I 2008 deltog jeg også i Danmark Rundt.«