Fabio Aru har kørt sig i spidsen af Vuelta a España. Spørgsmålet er, om bondesønnen fra Sardinien kan stå distancen og holde sin sti ren.

Han lignede mere en fiasko end en komet på cykelsportens stjernehimmel. Han kunne ikke sidde ordentligt i et tætpakket cykelfelt, han var spinkel og bøjelig som et siv, og der var ikke det store at komme efter i den unge italieners tynde ben.

Det kræver et særligt øje at kunne se igennem den slags. Fornemme talentet midt i alt det ufærdige og upolerede. Tro på det. Dyrke det. Og sende det videre i fødekæden til den hårdkogte elite blandt de professionelle.

Den slags var og er Olivano Locatelli ekspert i. Gennem mere end 20 år har han fundet stribevis af store cykelprofiler i Støvlelandet. Støvet dem op og givet dem en fornemmelse for at køre væddeløb.

Locatelli har gennem årene fået sine jungletrommer placeret i de fjerneste egne af Italien. I 2009 bankede han på en dør i landsbyen San Gavino Monreale. Med violette og velduftende safranmarker overalt i området som kendingsmærke. Og med familien Arus frodige abrikosplantage som vedhæng.

Locatelli ville hilse på Fabio. Der gik nys om, at den splejsede teenager i hvert fald havde en altoverskyggende egenskab. Han havde dét, italienerne kalder ’grinta’. Hvilket frit oversat betyder en særlig evne til at bide tænderne sammen, når mælkesyren ætser muskelgrupperne.

Kan man det, er cykelsporten aldrig et skævt sted at kanalisere energien hen.

»Jeg var en falleret tennisspiller,« har Aru selv fortalt om sine tidlige teenageår, hvor der også blev brugt tid på at spille fodbold.

På cyklen gik det bedre. Især langt fra asfalt og på en mountainbike. Sardinien har ikke nogen stor tradition for at fremelske cykelryttere.

»Han kunne ikke sidde i et felt, han bumpede ind i de andre på må og få, og hans cykel var et par numre for stor,« konstaterede Andrea Cevini – en af Arus første bekendtskaber – i et interview med Procycling forrige år.

Fabio Arus bedste resultat var en 28. plads i VM i cykelcross 2008. Ikke pinligt. Men heller ikke prangende.

Locatelli lod sig ikke afskrække. Selv om det første møde med et velbesat junior-etapeløb på landevej i 2008 duftede fælt af flop, efterhånden som spændstige talenter som Peter Sagan, Moreno Moser og Wilco Kelderman kom blæsende.

»Glem ham der, han er bare med som fyld. Cykelcross-rytter,« lød det indforstået fra en af de andre ledere.

Det gjorde Locatelli ikke. Han kunne se, at Arus cykel var en utidssvarende skrotbunke. At han manglede løbserfaring og trods alt havde viljen til at kæmpe, selv når det så kulsort ud.

Den første fært af noget unikt og stort kom i 2012, hvor Aru stillede til start i Baby Giroen. Det er amatørernes udgave af det ’rigtige’ Giro d’Italia og kan hvert år fremvise morgendagens stjerner.

Knægten fra Sardinien vandt ikke Baby Giroen det år, men andenpladsen var lovende og mere til. Nok til at vække interesse hos Astana, hvor veteranen Paolo Tiralongo var stødt på Aru på vejene i Bergamo området. Og det garvede læderfjæs var imponeret.

»Jeg havde kørt med Contador i flere år, og når jeg trænede med Aru hjemme, så jeg nærmest en kopi. Måden han accelererede på, når han var ude af sadlen og hans position på cyklen,« har Tiralongo fortalt til Bicisport.

Sæsonen 2013 var Arus første som professionel. Der var fine resultater som fjerdepladsen i Giro del Trentino. Og undervejs i sit første ’rigtige’ Giro d’Italia fik debutant Aru vist, at han kunne byde ind med støtte for landsmand og vinder Vincenzo Nibali.

Set i det lys har Fabio Arus udvikling været sund og naturlig. Fra lærling over svendestykket med tredjepladsen i Giro d’Italia i 2014 til en prægtig duel og en andenplads i år, kun slået af Alberto Contador.

Men cykelsporten lader sjældent sine stjerner slippe en anmærkning i mistankens sorte bog.

Forbindelsen til Olivano Locatelli er en historie i sig selv. For den jernhårde coach har udover sin succesrate også gjort sig bemærket som en af de lederskikkelser i 90erne og 00ernes cykelsport, der har været villig til at køre stærkt med alle midler. Som har oplevet en pinagtig politiundersøgelse i 2003, og som har haft et ry næsten lige så blakket som Astana-bossen Alexandre Vinokourovs.

Fortællingen om Fabio Aru ville formentlig kunne fortælles uden samme forbehold, hvis ikke han havde folk som Locatelli og Vinokourov stående et sted i kulissen.

Langt fra alle kollegerne har stået klar med bragende bifald over at se en ung, italiensk komet stryge mod tinderne.

Lars Baks team-kollega Greg Henderson tog bladet fra munden, da Aru pludseligt meldte fra til etapeløbet Romandiet Rundt.

»Ked af at se Fabio Aru ’syg’. Vær sikker på, at du kommer ’rask’ tilbage til vores sport næste gang. Eller ren,« lød det fra Henderson, som siden blev stævnet for injurier af Fabio Aru.

Uanset hvad man mener om Hendersons retorik og metodik, var det klar snak. Den bramfri newzealænder sagde det, mange andre i miljøet tænkte. At Arus ’sygdom’ kan bruges som skalkeskjul for uregelmæssige blodtalværdier eller som dække over doping.

Fabio Arus diagnose var angiveligt dysenteri og et efterfølgende vægttab på fem kilo. Hvilket ikke forhindrede ham i at presse Contador til det yderste i Giro d’Italia.

I årets Vuelta a España har Aru igen været der for fuld styrke. Astana-kometen med de skæve grimasser og det eksplosive antrit ligner en favorit til at vinde løbet og snuppe den største triumf hidtil i karrieren.

Selv om det ikke lå i kortene den dag, Olivano Locatelli bankede på døren.