Den 20-årige rytter Etienne Fabre fra det franske storhold AG2R er død efter en bjergulykke i hjemlandet.

Det skriver cykelklubben veloclubrolez.fr, som Etienne Fabre begyndte sin karriere hos, på sin hjemmeside.

Den franske cykelrytter, der siden 1. august 2016 var tilknyttet storholdet AG2r som 'udviklingsrytter', omkom i en bjergulykke i Savoie i det sydøstlige Frankrig, da han gled i den frosne sne og faldt ned. Han døde lørdag aften.

I sine ungdomsår vandt den talentfulde franskmand flere cykelløb, blandt andet Junior Tour du Pays Olliergues.

Nyheden vækker sorg, ikke mindst i Frankrig. Direct Energie-rytteren Thomas Boudat skriver følgende på det sociale medie Twitter:

»Trist år for cykelfamilien! Alle mine tanker går til Etienne Fabres familie og venner i dag,« skriver han.

Som Thomas Boudat hentyder til, har det været et tragisk år i cykelsporten. Mange vil nok huske Antoine Demoities dødsfald. Belgieren døde efter at være stødt sammen med en motorcykel under Gent-Wevelgem.

Den tidligere toprytter David Canada er en af de andre, som mistede livet i løbet af året. I 2006 vandt han Vuelta Catalunya. Canada slog hovedet, da han kolliderede med en rytter og efterfølgende asfalten, og han kom aldrig til bevidsthed igen.