KØB PLUS!

Stor sejr til Lars Bak i Frankrig

Danske Lars Bak, der kører for Lotto-Belisol, stak af fra Michael Mørkøv og Oscar Freire på sidste kilometer af GP de Formies og vandt det franske endagsløb.

Det franske endagsløb Grand Prix de Fourmies blev i dag kørt over 205 kilometer med start og mål i Fourmies. Et noget hårdere endagsløb end Paris-Bruxelles, der blev kørt i går, og som endte i en massespurt.

Til start i løbet var fire danskere, på Team Saxo Bank – Tinkoff Bank var Michael Mørkøv, Kasper Klostergaard og Jonas Aaen med, mens Lars Bak, der var i offensiven i går via et langt udbrud i Paris-Bruxelles, kørte med nummer 51 på hans belgiske hold, Lotto-Belisol. To af danskerne endte med at spille en hovedrolle i løbet.

Danske Michael Mørkøv gjorde igen det, som han har gjort så mange gange i denne sæson, da han ramte dagens udbrud. Feltet var dog ikke indstillet på at lade udbruddet køre hjem, og Mørkøv tog således sagen i egen hånd med godt 20 kilometer til mål, da han kørte væk sammen med den tidligere verdensmester, Oscar Freire (Katusha).

Lars Baks udbrud i går afholdt ham ikke fra at forsøge sig igen i dag, for med lidt under ti kilometer til mål kørte Lotto-Belisol-danskeren væk fra feltet og kom op til Mørkøv og Freire, der lå i front af løbet. Med fem kilometer til mål havde de to danskere og spanieren et forspring på godt 15 sekunder til et jagtende felt.

Flere forsøgte at komme væk fra feltet på de sidste fem kilometer, men farten var høj, og ingen fik lov at komme væk. I front var der enighed om at samarbejde, men der var heller ikke tid til andet, for hvis farten bare gik ned i et øjeblik, ville udbruddet blive hentet af feltet. Mørkøv, Bak og Freire kørte ind på den sidste kilometer med cirka 10 sekunder ned til feltet.

Lige efter at frontgruppen var kørt ind på sidste kilometer angreb Lars Bak. Michael Mørkøv kunne ikke gå med, og det kunne Oscar Freire heller ikke efter en lang dag i front. Mørkøv forsøgte at holde farten oppe, men det endte med, at både han og Freire blev hentet af feltet, der gjorde alt, hvad de kunne for at hente Bak.

Men Lars Bak var for stærk for feltet. Danskeren kiggede sig tilbage med 100 meter til mål og kunne se, at feltet var for langt væk, hvorefter han hævede armene og kørte over målstregen som vinder af Grand Prix de Fourmies 2012. En meget flot sejr til den danske cykelrytter, der efter løbet fortalte, at det er et stort løb at vinde. Det er også et flot løb, som Bak skriver sig ind i historiebøgerne i, da det er blevet vundet af mange store cykelryttere gennem tiderne.

Nordmanden Alexander Kristoff (Katusha) vandt feltets spurt og tog dermed andenpladsen, mens Marcel Kittel (Argos-Shimano) blev nummer tre. Jonathan Cantwell (Team Saxo Bank – Tinkoff Bank) blev bedste mand fra det danske hold, da han kørte sig ind på femtepladsen.

Læs også: