KOMMENTAR

Der var ingen, der blev chokerede over Michael Rasmussens dopingindrømmelse i dag. Indikationerne af, at Rasmussen brugte doping undervejs i karrieren har været så mange, at vi bare ventede på denne sandhed om løgnen.

Den kom så i går på et pressemøde, hvor Rasmussen tydeligt ikke var stolt af situationen, og hvor han da også fik beklaget at have løjet og at have taget sejre fra andre ved at snyde.

Og indrømmelsen blev både i korte og lange sætninger udlagt som et rendyrket ønske om at bidrage til at rydde op i en syg sport.

Det er dog næppe hele sandheden om, hvorfor den 31. januar blev dagen, hvor Michael Rasmussen forandrede historien om sig selv.

Med i ligningen hører, at der i Holland er gang i en større række af indrømmelser fra tidligere Rabobank-ryttere - herunder Rasmussens tidligere holdkammerat Thomas Dekker, der har varslet, at han vil tale om alt og alle. Og helt uden skåneærmer.

Med andre ord var dette timingen for Michael Rasmussen i forhold til at selv at være offensiv i en indrømmelse og dermed sikre sig den goodwill hos antidopingmyndighederne, som han har brug for for at undgå så lang en karantæne fra sporten, så det reelt ville være en udelukkelse på livstid. Det ser Rasmussen nu ud til at have undgået ved over samtaler i flere dage ikke bare at fortælle om sig selv, men også om andre personer og hele det dopingsystem, der fra 1998 til 2010 var en del af hans cykelrytterliv. Den villighed til at stikke de andre sikrer, at Rasmussen kan have en fremtid i sporten.

Og dét incitament for at indrømme må man ikke glemme, inden man klapper Michael Rasmussen på skuldrene for at levere en ordentlig indrømmelse og hjælpe med at rydde op i skidtet. Og man må heller ikke glemme, at Rasmussen aldrig bliver en rigtig helt, selv om han nu hjælper med rengøringen. Det er også hans lort, der skal ryddes op i. Og man må ikke glemme, at Rasmussen gennem sit snyd skabte sig et godt liv med hus ved Gardasøen og millionlønninger.

Med det sagt, så tjener det til respekt, at Rasmussen ikke lavede en indrømmelse a la Bjarne Riis, men rent faktisk har leveret materiale, der kan hjælpe myndighederne med at forfølge andre snydere.

Ved at lukke fortællingen om sin egen karriere på den måde har Rasmussen efter alt at dømme samtidig åbnet døren ind til nye sandheder om dansk cykelsport.

Med Rasmussen som meddeler venter vi nu på, hvilke navne fra dansk cykelsports galleri, der risikerer at blive genstand for antidopingmyndighedernes efterforskning. Og over alle navne stråler i den forbindelse selvfølgelig Bjarne Riis, der stadig med tavshed forsøger at overbevise os alle sammen om, at han aldrig som holdejer har haft kendskab til eller hjulpet til doping på sit hold.

Michael Rasmussen kan meget vel få jorden til at ryste yderligere under Riis.