Det kan virke provokerende for Oleg Tinkov, at Bjarne Riis er til rødvinsmiddag før et vigtigt etapeløb, men sådan fungerer det i cykelsportens cirkus. Det er ikke unormalt at mødes med kolleger og gamle venner til en middag med rødvin både før, under og efter etapeløb.

Det forklarer Allan Johansen, der er sportsdirektør for Team TREFOR, efter at BT har beskrevet, hvordan Bjarne Riis' rødvinsmiddag før Tirreno-Adriatico kan have været dråben, der fik bægeret til at flyde over for Oleg Tinkov efter flere dårlige oplevelser i deres samarbejde.

Allan Johansen ser ikke noget problem i, at man, som Bjarne Riis gjorde, sidder og hygger sig og får en middag med rødvin med venner og kolleger før et vigtigt etapeløb.

Læs også

»Jeg synes ikke, det er unormalt. Nogle gange sidder man med gamle kolleger og hygger og snakker forretning. Tingene kan godt hænge sammen. Cykelsporten er et omrejsende cirkus, hvor man farer hele verden rundt. Indimellem er det så, at man sidder og hygger. Så kan der gå lidt rødvin i den engang imellem, men man må forstå, at der er ikke noget, der hedder lørdag aften, hvor det er mere normalt. Dagene flyder sammen,« siger Allan Johansen.

Ifølge forlydender dukkede Oleg Tinkov uanmeldt op aftenen før startskuddet til Tirreno-Adriatico, mens Bjarne Riis var ude at spise med en lille håndfuld landsmænd. Den daværende team manager dukkede ifølge BTs oplysninger først op ud på natten til Tinkovs store frustration. Det var ikke en enkeltstående episode, der blev til bruddet mellem de to, men rødvinsmiddagen kan have været dråben, der fik bægeret til at flyde over for Oleg Tinkov. Allan Johansen kan godt se, at det for Oleg Tinkov kan have virket som en provokation.

»Selvfølgelig kan det for Oleg Tinkov godt virke provokerende, at man sidder og drikker rødvin, hvis han er kommet til et hotel og forventer seriøsitet, når man skal køre et vigtigt løb. Men umiddelbart ser jeg det ikke som et problem. Bjarne Riis har folk under sig til at varetage de opgaver, der skal udføres sådan en dag under Tirreno-Adriatico. Det var jo Steven de Jongh, der var første-sportsdirektør i løbet. Bjarne kommer ned og skal tage det fra helikopterperspektiv, og så er der nogle gamle venner, og at de taler om, at de skal have en middag og drikke noget god rødvin, det ser jeg ikke noget forkert i,« siger han.

Læs også

Sportsdirektør på Trek Factory Racing Kim Andersen, der tidligere har arbejdet som sportsdirektør under Bjarne Riis, ønsker ikke at kommentere på middagen, men forholder sig blot til, at han aldrig havde problemer med at vide, hvad opgaverne var under et cykelløb.

»Jeg vidste altid, hvad jeg skulle lave som sportsdirektør,« forklarer han kort.

Allan Johansen forklarer, at det heller ikke skal lyde, som om at det er normalt at drikke rødvin hele tiden.

»Men det er ikke unormalt, at det sker på alle mulige tidspunkter under et løb. I det her game kan en tirsdag aften lige så godt være en lørdag aften, fordi man hele tiden er på farten, og det er et omrejsende cirkus, hvor dagene ikke er, som de er for de fleste normale mennesker,« siger Team Trefors sportsdirektør