Alberto Contador fra Tinkoff-Saxo var tvivlsom op til Vuelta a España, og ifølge teamets sportsdirektør, er kaptajnen da heller ikke helt oppe i gear endnu. Men det nærmer sig.

Spanieren kravlede på tirsdagens etape op på en 9. plads. Undervejs havde Tinkoff-Saxo-rytterne en stor opgave i at beskytte deres kaptajn, så han roligt kan køre sig tilbage i topform. Det lykkedes ifølge Tinkoff-Saxos sportsdirektør, Steven De Jongh, rigtig godt, og han ser en tydelig fremgang.

- Vi sørgede for, at Alberto Contador kom i position på stigningerne, og at han var godt beskyttet. Drengene gjorde et rigtig godt stykke arbejde, og vi havde flere ryttere i den forreste gruppe med mållinjen. Alberto har ikke cyklet i noget tid, og han er først ved at komme tilbage ind i rytmen. Men jeg synes, han så fin ud med det på trods, siger Tinkoff-Saxos sportsdirektør, Steven De Jongh.

Sportsdirektøren forventer, at femte etape bliver en decideret sprintetape, og vi skal derfor heller ikke forvente at se Alberto Contador køre med om en etapesejr onsdag.

Tourens femte etape er 180 kilometer og går fra Córdoba til Ronda. Der er en enkelt kategori 3 stigning inden for de sidste 30 kilometer af ruten.