Chris Anker Sørensen skal være kaptajn for sit nye hold, Fortuneo-Vital Concept, i denne weekends løb i Frankrig, Tour du Haut-Var, som afvikles over to etaper.

Det slår holdets sportsdirektør, Roger Tréhin, fast i en pressemeddelelse ifølge Politiken.

»Chris Anker Sørensen er vores naturlige valg som kaptajn, men jeg regner også med, at andre ryttere vil kunne hævde sig, og specielt er Florian Vachon godt kørende netop nu,« siger Roger Tréhin om løbet, som Fortuneo-Vital Concept satser stærkt på.

Den danske mester er skiftet til det franske hold efter ni år hos Team Tinkoff-Saxo, som hed Team CSC, dengang den nu 31-årige Chris Anker Sørensen kom med på holdet.

»Jeg er meget utålmodig efter at komme i konkurrence igen og glæder mig til min første opgave i min ny arbejdsgivers hjemland,« siger Chris Anker Sørensen til Politiken.

Han er tidligere blevet nummer fem, seks og otte i Tour du Haut-Var.